Guide til aktivering af vovse - for nye og erfarne hundeejere
Selv om det er vinter og coronatid, har din hund stadig brug for motion og stimulans. Århus Onsdag giver her en række bud på sjov aktivering af menneskets bedste ven. Tag et kig hvis du er ny hundeejer og har brug for input eller erfaren hundeejer, der blot trænger til ny inspiration
AARHUS Hunden er menneskets bedste ven. Det siger man i hvert fald, og meget tyder på, at der er noget om snakken. I hvert fald har rigtig mange danskere hund, og igennem de sidste mange coronainficerede måneder synes endnu flere at have fået sig en ny firbenet ven. Ud over al den morskab og kærlighed en hund giver, kræver den også at blive luftet, trænet, socialiseret og stimuleret både fysisk og mentalt. Heldigvis er der masser af steder i Aarhus, hvor man kan tage sin hund med hen og give den en god oplevelse. Århus Onsdag giver dig her et udpluk af aktiviteter, som uden tvivl efterlader din bedste ven glad og træt på den gode måde. Læs med og lad dig inspirere.
Hundebørnehaver
Hundehaven Potefryd
Foreningen Hundehaven Potefryd i Brabrand er en hundebørnehave og en legeplads for din hund. Og med åbningstider mandag til fredag fra klokken 07-17.30 er det et herligt værested for hunde, hvis ejere har en lang arbejdsdag. Hundene bliver socialiseret, aktiveret og motioneret, og i løbet af dagen er der både indlagt gåture og middagslur. Hundene opdeles i indendørs hundegårde efter temperament og energiniveau og holdes under opsyn af en gruppe frivillige med store hundehjerter, som deler rundhåndet ud af klap, nus og godbidder. Se mere på hundehavenpotefryd.dk.
BetterDogs
BetterDogs er en hundebørnehave beliggende i Højbjerg. BetterDogs tilbyder at hente og aflevere din hund på hjemmeadressen, hvis denne er i Aarhus C, Aarhus Ø eller syd for Aarhus helt ud til Beder/Malling. BetterDogs har åbent mandag til fredag klokken 09-15. I det tidsrum får din hund masser af leg, stimulering og motion sammen med andre vovser under åben himmel på en græsfold i Langballe syd for Aarhus. Se mere på betterdogs.dk.
Hundeskove
Hundeskoven Oddervej
Hundeskoven ved Oddervej ligger i Søværnets Operative Kommando (SOKs) tidligere område i Marselisborgskoven. Området er på 20.000 m2, hvilket svarer til størrelsen på knap tre fodboldbaner. Her har din hund rig mulighed for at løbe frit rundt og lege med andre glade og aktive vovser. Området er desuden indhegnet og har flere selvlukkende låger, så du ikke behøver at bekymre dig om, at din hund stikker af, hvis den hører til dem med selektiv hørelse.
Hundeskoven Riis Skov
En del af Riis Skov må bruges som hundeskov, hvis din hund er under kontrol. Hundeskoven ligger langs Dronning Margrethes Vej og er afmærket med skilte, men ikke indhegnet. Selve hundeskoven er ikke så stor, men med din hund i snor er også den øvrige del af skoven med dens mange stier og kuperede terræn et fantastisk sted for din hund at snuse rundt. Og så kan man jo stikke ned til Den Permanente lige ved siden af og få dyppet poterne.
Strande
Skæring Strand
I vinterhalvåret (fra oktober til og med marts) må din hund løbe frit på offentlig strand. Ved Skæring Strand er der en lang strækning med hav, sand og græs, hvor din bedste ven kan boltre sig. Sandet inviterer til at grave og rulle sig, og er din vovse en vandhund, er her god mulighed for at tage en dukkert og fange tang og muslinger i vandkanten. Husk eventuelt et håndklæde at frottere hunden med efter svømmeturen, så den ikke bliver kold.
Tangkrogen
Fra Tangkrogen og helt ud til Moesgaard er der en lang strækning, hvor din hund kan løbe og få brændt krudt af. Er din hund ikke stor fan af vand, ligger Marselisborgskoven og Mindeparken tæt ved. Her er det oplagt at tage en god, lang travetur, som er sund motion for både din hund og dig. Overvej eventuelt en flexline til din hund, så den kan bevæge sig næsten-frit på næsten-egen pote.
Parker
Uniparken
I parken omkring Naturhistorisk Museum og Aarhus Universitet er der masser af græs, blade, bakker og vandløb, din hund kan snuse og boltre sig i. Særligt om morgenen og om eftermiddagen er der god mulighed for at møde andre hunde. Der er desuden flere bænke, hvor du og din hund kan tage et hvil og kigge på de mange ænder, der holder til i søen. Her er også gode chancer for at møde en hare i fri dressur.
Botanisk Have
Med sine mange snoede stier, bakker, små søer og rige vegetation er Botanisk Have mellem Silkeborgvej, Viborgvej og Ringgaden et herligt sted for din hund at trave rundt og bruge sin fine snude. Det er et yndet område for hundeejere at lufte hund, så her er også en oplagt mulighed for at socialisere din hund.