Fortsæt til indhold

Kan du kende det her sted i din by?

Aarhus har fået en ny serie billeder, der vise legendariske og kendte steder i byen. Hvis man er stedkendt i byen, kan man genkende stederne

Kultur og byliv
Bente Tahmasbi Hansen

Aarhus Kunstneren, Eske Touborg, har ad åre beriget byen med en række store blå murmalerier med fisk på. Nu har han fundet på noget nyt: en billedserie han kalder Stedkendt.

Husene er ikke hans lærred men er blevet motivet. Han har skaleret ned fra hele facader til plakatstørrelse. I det format har han malet udvalgte steder i Aarhus, hvilket også er en form for streetart, fordi billederne viser byens gader.

"I disse Covid-19 tider er vi rigtig meget hjemme i vores egen by. Derfor vil vi gerne have folk ud og genforelske sig i den. Jeg er født og opvokset i Aarhus og elsker de her gader," siger Eske Touborg.

Han forsøger med sin billedserie at skabe en ny form for liv. Det er hans håb, at folk vil lege med og sende fotos til ham af steder, som de synes bør foreviges.

Venner og kolleger

"Hvis vi ville tjene en million, skulle vi have fundet på noget andet. Det her er ikke noget stort forretningseventyr, vi vil bare give noget godt tilbage," siger Simon Krüger, der er blevet Ekse Touborgs makker i projektet.

De to har mødt hinanden på Aarhus Business School, hvor Eske Touborg fejlagtigt havde forvildet sin ind. Simon Küger kunne ikke undgå at lægge mærke til drengen med det røde hår og en sælskindsjakke midt i mellem alle de blå jakkesæt. De to blev venner, og når de hænger ud og slapper af, spiller de musik sammen.

De to studiekammerater står bag projektet, Stedkendt. De er spændte på, om folk har lyst til at lege med. Dels ved at hænge billederne op og dels ved at foreslå nye steder.

Rollefordelingen i deres nye projekt er klar: Eske Touborg er kunstneren, og Simon Krüger er direktøren.

"Det er fedt at lave det her og bruge vores kreative nerve. Vi er helt ærlige overfor hinanden. Livet er for kort og verden er for lille til at vi gider være uvenner over at tjene nogle penge. Vi vil hinanden det bedste," siger de samstemmende.

"For mig er Stedkendt et dejligt afbræk fra studiet. Lidt senerer i dag skal jeg til et forretningsmøde og har derfor et jakkesæt med i tasken," smiler Simon Krüger, der læser på Aarhus Business School.

Et atelier på havnen

Foreløbig har de lavet billeder med tre forskellige motiver og afventer responsen på dem. Afhængig af den beslutter de sig for at lave flere billeder - også fra andre byer.

"Måske kan det her noget i Køge og Odense. Når vi sender billederne ud til folk er der vedlagt en lille historie, som forklarer hvad, der er særligt lige der.

Avisen møder de to projektmagere i Eske Touborgs nye atelier, der ligger helt ned til Marselisborg Lystbådehavn. Manden, der har malet masser af hav på byens mure, har nu selv fået frit udsyn til det og er lykkelig. Han maler på livet løs og er næsten på plads og klar til at åbne døren for interesserede på alle de hverdags eftermiddage, hvor han går og arbejder.

I Eske Touborgs nye atelier hænger billederne fra udvalgte steder i Aarhus. Der er kun 100 af hver.

Der hænger to store billeder med sommer-motiver i indgangen til det havhus, der er Eske Touborgs atelier.

"Jeg har allerede solgt det ene, for folk stikker hovedet ind og spørger om her er åbent og om billederne er til salg," ler kunstneren.

Hans billeder er i glade farver, og mange af dem er fulde af solskin og strand.

Stedkendt i to størrelser

Han laver serien, Stedkendt, i to størrelser, der er A3 og B2, og som er trykt på en god papirkvalitet med struktur, tyngde og gode farvegengivelser. Der er kun 100 af hver, for det er ikke tanken, at de skal masseproduceres eller blive en guldrandet forretning.

Værkerne ligger i papirstrimler, der er kasserede nodeark og matematikbøger fra Katedralskolen, som Eske Touborg har gået på.

Gadebillederne i Stedkendt-projektet er det mindste, han nogensinde har lavet. De viser:

Hjørnet af Graven med Café Drudenfuss i morgentrafik - det billede ses øverst i artiklen.

Tusmørke på Trøjborg.

Middagssol i Vestergade.

Et sted i Aarhus er solen netop gået ned over gaden her. Kan du genkende den?