: Gaffa-prisen vender i marts tilbage til Aarhus
Det bliver Thomas Skov og Carsten Holm, der skal styre slagets gang, når Gaffas musikpriser for andet år i træk skal uddeles i Musikhuset
Aarhus Sidste år var første gang, at musikmagasinet Gaffas årlige prisuddeling blev afholdt i Aarhus efter en årrække i henholdsvis København og Odense. Her var det Musikhuset, der dannede rammerne om debuten, der samtidig var en 10-års jubilæumsfest for awardshowet. Med Melvin Kakooza i spidsen endte det hele godt - i hvert fald godt nok til, at Gaffa i sidste uge kunne offentliggøre, at man gentager succesen i Smilets By.
4. marts bliver datoen, hvor liveshowet kommer hjem til Aarhus og Musikhuset igen. Denne gang med et værtsmakkerskab bestående af radio- og tv-vært Thomas Skov og musikjournalist Carsten Holm. Og selvom en verdensomspændende pandemi og diverse restriktioner har gjort planlægningen uforudsigelig, så står datoen i starten af marts til troende.
"Vi har gjort os tusinde tanker (i forhold til afviklingen red.). Vi begyndte planlægningen tilbage i efteråret, hvor man dengang i en stor sal måtte være 500 mennesker, og det er det, der har været udgangspunktet for planlægningen af det her show," fortæller Gaffa-redaktør Sidsel Thomassen.
"Men som tiden er gået og tingene ser ud nu, så er det sandsynligt, at restriktionerne fortsætter efter februar. Vores store håb er dog, at vi må lukke publikum ind, når vi når hen til marts. Om det så er 200 eller 500, må tiden vise. Men uanset om vi må få publikum ind, så bliver showet afviklet," fastslår Sidsel Thomassen og begrunder det med, at showet også skal tv-transmitteres.
Hjem til Aarhus
Når prisuddelingen er tilbage i Aarhus, hvor musikmagasinet selv startede i 1983, så skyldes det ifølge Gaffa-redaktøren blandet andet, at 'Aarhus er en skidegode kulturby', og at man i Musikhuset får tingene til at klappe.
"Det var fuldstændig vidunderligt at afvikle et show i Aarhus. Musikhuset Aarhus er et af de mest professionelle spillesteder i hele Danmark. Det er simpelthen en fornøjelse at arbejde sammen med. Der er ingen slinger i valsen, og menneskene vi har arbejdet sammen med gør utroligt meget for at tingene lykkes," fortæller Sidsel Thomassen, der var ovenud tilfreds med sidste års prisuddeling.
"Det var en kæmpe succes. For det første kunne vi melde udsolgt ret tidligt i forløbet, i forhold til hvad vi plejer at kunne gøre, der var nogle fantastiske live-optrædner, og så havde vi Melvin (Kakooza) som vært, som også var et scoop i forhold til, hvor han var i sin karriere. Det var faktorer, der alt i alt gjorde, at showet blev til en succes."
Nok 2020-satire at tage af
Hvorvidt succesen kan gentages i år vil tiden vise. Indtil videre er Hugorm, Baest, Dopha, Greta og britiske Arlo Parks blevet præsenteret til at skulle spille ved showet, hvor endnu et par livenavne stadig kan nå at ryge op af hatten.
Showets primære vært kommer til at være Thomas Skov, der også kommer til at få hjælp fra P6-værten Carsten Holm, som også var medvært sidste år. Her kan man ifølge Gaffas egen redaktør godt have forventninger til "den nye" vært, som har prøvet at stå i spidsen for showet tilbage i 2017.
"Man kan forvente en megaskarp Thomas Skov. Han har været vært på Gaffa-prisen før, hvilket han gjorde til UG. Han er superdygtig til at være vært og fuld af showmanship. Der er også en alvor i at være vært, for man skal også kunne tage det seriøst, at musikken bliver hyldet - og det kan han. Han kan formidle på en rolig og seriøs måde, og så har han samtidig et vanvittigt satirisk gen, der gør ham sjov. Og samfundssatire er helt klart noget, vi vil spille på, fordi der er meget at tage fat i på kulturområdet i forhold til, hvordan 2020 har set ud på den front," siger Sidsel Thomassen.