Fortsæt til indhold

What a life i skoven: Småfest er småt - men godt

Der var stor glæde allerede på p-pladsen, når Småfest-gæsterne steg ud på flis i skovbunden.

Kultur og byliv

Smukfest-erstatningen i Skanderborg her i 2021 hedder Småfest. En festival omsat i miniformat, sammenlignet med det set-up, som Smukfest normalt byder på foran Bøgescenerne. Men publikum tog i den grad den lille Småfest til sig, da den første aften af seks frem til næste lørdag blev sat i gang fredag eftermiddag.

»Ja, man bliver jo i hvert fald ikke væk,« lyder det fra en kvinde, der svinger ind til den lille kø ved Skovgrillen, som har travlt med Burger-bestillinger. Herfra kan hun nemt se den store scene i den anden ende af pladsen, hvor Scarlet Pleasure gør klar til fem kvarters god musik.

Simon fra Aarhus og Heidi fra Silkeborg hjalp bilerne på plads her, hvor Smukfest-hovedindgangen Sherwood normalt befinder sig. Foto: Wulff

Fest på p-pladsen

Fornemmelsen af fest begynder allerede på P-pladsen, som er skabt til 500 biler dér, hvor Sherwood normalt ligger.

»Det første, vi ser, er glade mennesker, som stiger ud af bilerne. Det er så fedt,« siger Simon og Heidi fra Aarhus og Silkeborg. De har taget en tjans som p-hjælpere og får gelejdet bilerne ind under træerne.

Småfest-deltagerne, som der er 1.000 af per aften i disse restriktionstider, bevæger sig fra bilerne 800 meter nedad skovstien til Småfest-indgangen.

»Jeg skal altså have noget myggebalsam NU,« siger en kraftigt viftende ung festklædt kvinde. Men det fjerner ikke hendes smil over at være vendt tilbage i skoven.

Småfest bliver ikke større set fra luften, nærmere tværtimod. Men det er nok det smukkeste område, den festival ligger i. Dronefoto: Michael Wulff

En kæmpefornøjelse

»Vi er helt oppe at køre, for det er jo første gang i to år, at vi siger velkommen til gæster her hos os,« siger Smuk- og Småfest talsmand Søren Eskildsen, som har travlt. Pressefolk fra tv og radio flår i ham. »Det er en kæmpefornøjelse at se alle de glade mennesker. Og vi har nogle frivillige og en fast organisation, der i den grad brænder for at udkomme på en eller anden måde,« når Søren Eskildsen at sige, inden det næste interview med Ritzau er i gang.

Fest på pladsen foran scenen. Foto: Wulff
Anne Mette og Heidi havde taget turen fra Odense. De har også savnet festivallivet og startede festen her ved Skovhaven. Foto: Wulff
Talsmand for Småfest Søren Eskildsen var en glad mand fredag, da de første gæster dukkede op i skoven efter to års pause. Foto: Wulff
Småfest indgangen, hvor der skal vises coronapas. Foto: Wulff
Lidt før klokken 20 gik Lord Siva på scenen. Dronefoto: Michael Wulff

Læs mere på Småfest-hjemmesiden