Fortsæt til indhold

Ny ambitiøs kunstmesse folder sig ud

Works Art Fair er navnet på Aarhus’ nye kunstmesse.

Kultur og byliv

Når Works Art Fair slår dørene op i Godsbanens Rå Hal er det med en ambition om at skabe et nyt tilbagevendende arrangement i Aarhus. En messe med internationale ambitioner, der giver lokale, nationale og internationale kunstnere og gallerier mulighed for at sælge kunst direkte til et kvalitetsbevidst publikum, virksomheder og kunstforeninger.

Initiativtager og arrangør Torben Hansen har en baggrund som grafisk designer og kunstner. Han har selv udstillet på flere messer, og han har en klar fornemmelse af, at der er plads til endnu en kunstmesse i Aarhus. En messe der gør tingene lidt anderledes end de eksisterende tilbud. Målet er en messe med højt niveau, der præsenterer både danske og internationale kunstnere og gallerier. Kvaliteten af alle ansøgere bliver vurderet individuelt – dels for at sikre en bredde i udstillerne og dels for at sikre, at det kvalitetsbevidste publikum ikke går forgæves.

Det står i en pressemeddelelse fra kunstmessen.

Et afslappet galleri

Standene på Works Art Fair er designet med flere åbninger end den normale messestand. Det åbne design betyder, at de forskellige stande hænger sammen på en anden måde og inviterer gæsterne indenfor og indbyder til at man driver gennem standene i stedet for, at mange instinktivt holder sig uden for standen.

»Vi vil gerne skabe noget, der minder mere om en uformel gallerifornemmelse, når man går rundt på messen. En oplevelse, der indbyder til, at man går mere på opdagelse i kunsten, fremfor blot at stå og kigge på et udstillingsvindue,« fortæller arrangør Torben Hansen i pressemeddelelsen.

Den nye kunstmesse Works Art Fair finder sted 17.-19. september. Pressefoto af værk af Claudie Poinsard

Works Art Fair finder sted i Godsbanens Rå Hal, hvor det rå industrielle udtryk kommer til at stå i spændende kontrast til den udstillede kunst.

Lokalt og internationalt

Allerede nu, hvor messen afholdes første gang, præsenteres en række internationale udstillere. Men målet er helt klart, at den internationale deltagelse skal vokse over de kommende år. Og desuden er messen tiltænkt også at skulle tiltrække et internationalt publikum.

»Aarhus er en kulturby og er blevet et meget populært rejsemål for turister fra hele verden. Jeg vil rigtig gerne lave et godt arrangement, som vi kan være stolte af også at indbyde et tilrejsende kulturpublikum til. Jeg vil gerne have, at Works Art Fair bliver endnu et argument for, at Aarhus er en stærk international kulturby,« slutter Torben Hansen.

Works Art Fair har godt 60 stande og præsenterer en blanding af gallerier, etablerede og upcoming kunstnere.

Works Art Fair åbner fredag 17. september kl. 13. Om aftenen på åbningsdagen indbydes til Late Works, hvor en DJ skruer op for musikken, og kunsten kan nydes i en afslappet stemning med drikkevarer sponseret af forskellige partnere. Hele programmet kan ses på worksartfair.dk.