Det sker på Museum Skanderborg i efterårsferien
Besøg en bunker, hjælp en arkæolog eller oplev Øm Kloster museum i lommelygtens skær. Der er aktiviteter for børn og deres familier på Museum Skanderborgs afdelinger i efterårsferien.
Bunkervandring
Lørdag 16. oktober er ’store-bunkervandrings-dag’ med tre guidede vandringer til bunkerne i Dyrehaven.
Tilmeld skal ske på museumskanderborg.dk. Skanderborg Bunkerne holder åbent torsdag til søndag i efterårsferien fra kl. 13-16.
Levende museum
Søndag 17. oktober fra kl. 10-16 er der ’Levende museum’ og æbledag på Gl. Rye Mølle med aktiviteter for børn og voksne i forbindelse med skolernes efterårsferie.
Der arbejdes i træskoværkstedet, og motorerne kører i savværket. Låsby Æblets Venner presser æbler, giver smagsprøver og sælger æbleprodukter.
Museet på Gl. Rye Mølle har åbent torsdag-søndag kl. 13-16 i efterårsferien.
Hjælp arkæologerne
Fra mandag 18. oktober til 22. oktober kan man hjælpe arkæologerne ved udgravningen på Søringen i Galten med at vandsolde - det vil sige at vaske jord fra udgravningen for at se, om der gemmer sig små fund.
Aktiviteten henvender sig til børn ledsaget af voksne. Regntøj og gummistøvler er en god idé. Tilmelding er nødvendig og sker via Museum Skanderborgs hjemmeside. Vær opmærksom på, at der er flere tider, man kan melde sig på.
På Perron1 kan man opleve Historieværkstedet fra 18. oktober-22. oktober kl. 10-12, hvor man har mulighed for at vaske skår fra de arkæologiske udgravninger og kigger på ting fra museets magasiner.
Bliv klogere på historien
Torsdag 21. oktober kl. 19-21 kan man opleve foredraget ’2. Verdenskrig og Star Wars’ på Perron1.
Museumsinspektør og foredragsholder Martin Philipsen Mølgaard vil komme vidt omkring 2. Verdenskrig og udvalgte Star Wars-film, hvor man kan se inspirationen fra verdenskrigen. Tilmelding foregår på museumskanderborg.dk.
I lommelygtens skær
Torsdag 21. oktober kl. 18.30-20.30 afholdes ’Museum i lommelygtens skær’ på Øm Kloster Museum.
Denne aften vil der rundt omkring i museum og ruin være guider klædt som munke, som kan fortælle historier.
Efter turen rundt vil der blive serveret en varm drik for hele familien omkring bålet.
Øm Kloster museum har åbent tirsdag-søndag kl. 10-16 i hele efterårsferien.
Oplysninger om de enkelte arrangementer kan findes på museumskanderborg.dk.