Fortsæt til indhold

250 børn skrålede god morgen til solen

Børnehavebørn fra hele kommunen samlet til sang og løjer i Kulturhuset Skanderborg som del af landsdækkende arrangement

Kultur og byliv

Der blev grint, sunget og hygget til den store guldmedalje, da 250 børnehavebørn fra hele kommunen forleden var på besøg i Kulturhuset Skanderborg.

Arrangementet var en del af Sangens Hus´ landsdækkende og årligt tilbagevendende sangdag “Små Synger Sammen” og tilrettelagt af det nye sangkraftcenter, Skanderborg Synger.

Det var ikke mindst en Frank ”Megabody” alias Frank W. Damgaard i topform, som fra starten fik stemningen i vejret og næsten taget til at løfte sig, da han og børnene vinkede og råbte godmorgen til solen. Dagens første sang var da også ”Godmorgen sol”. I sagen indgår en tissemyre, hvilket meget var meget passende, fordi dagens tema var dyr.

Herefter fulgte 12 andre sange om alverdens dyr, en del hentet fra den danske børne-sangskat, men også nye sange fra Sangens Hus var på programmet.

Børnehavebørnene blev helt opslugt, da de var til sangarrangement i Kulturhuset. Foto: Erland Rasmussen

I dagens sidste sang skulle der synges om “sådan et lille, orange dyr med sorte pletter”. Og med børnenes enstemmige råb ”Mariehønen evig glad”, var sangen straks gættet.

Frank Megabody var på scenen flankeret af sangpædagogerne Elsebeth Toftdal Cohrt og Diana Buck samt Alice Vestergaard, der på klaveret forsøgte at holde trit med Megabodys mange improvisationer og finurligheder.

»Vi er utrolig glade for, at det lykkedes at arrangere denne sangdag for så mange børnehavebørn«, siger Alice Vestergaard, daglig leder af Skanderborg Synger.

Hun fremhæver, at børnene blev hentet og kørt hjem fra og til børnehaver i hele kommunen i busser takket være et sponsorat fra AVK Holding A/S. Ydermere havde Frank W. Damgaard bakket op ved at optræde uden honorar.

Arrangemenet blev gennemført 5. oktober med to koncerter af 45 minutter.

Skanderborg Synger blev stiftet i juni i år som en selvejende institution, der udspringer af Sangkraft Aarhus. Foreningens bestyrelsesformand er Johannes Flensted-Jensen. Sangkraftcentret har fokus på de yngste indbyggere i kommunen, men generelt handler det om at styrke sangen i hele kommunen.