Fortsæt til indhold

Kendt fra Toppen af Poppen: Alex Vargas spiller på Train

Alex Vargas blev for alvor kendt af Danmark, da han var med i Toppen af Poppen på TV2. Nu spiller han både nyt og gammelt musik på Train.

Kultur og byliv

Alex Vargas er en kunstner i konstant bevægelse. Han har flyttet sig med musikken og sine fans lige fra den spæde begyndelse på Ideal Bar til udsolgte aftener på Store Vega i København. Han har udfordret koncertformatet med både akustisk og elektrisk live-sæt på én og samme aften på udsolgt, landsdækkende turné – og gjort det, med en stemme ud over det sædvanlige og en musikalsk diversitet der spænder fra det minimalistiske til det himmelstræbende.

Og med et altid ekstraordinært, visuelt overskud er man altid sikker på, at træde ind i et helt unikt rum sammen med Alex Vargas – om det så er på de skrå brædder på Østre Gasværk eller for tusindvis af sveddryppende tilskuere i mastodonten Royal Arena.

Sådan beskriver Train det åbenlyse musikalske talent, som blev kendt af endnu flere, da han i efteråret tonede frem på skærmen i TV2-programmet ”Toppen af Poppen”.

Tilbage på scenen

I foråret 2022 vender Alex Vargas endelig tilbage til de danske spillesteder, når han gæster intet mindre end 21 byer rundt om i hele landet. Og det bliver med ny musik på sætlisten:

»Jeg har ikke været på tour siden 2020. Til gengæld, har jeg brugt masser af tid i studiet og fået skrevet og indspillet en masse ny musik til hvad der godt kunne gå hen at blive et album en dag. Det er nogle af de sange, jeg skal ud og spille for allerførste gang – og jeg glæder mig,« fortæller Alex Vargas.

Han brød for alvor igennem på den danske musikscene med Platin-hittet, ’Shackled Up’. Han har siden udgivet EP’en, ’Giving Up the Ghost’, som også gav ham DMA-prisen som Årets Danske Solist i 2016. Det nu Guld-sælgende album, ’Cohere’ fra 2017, kastede hitsingler som ’Higher Love’ og ’Inclosure’ af sig og senest overraskede Vargas på ny med den personlige rejse på den imponerende ’EGO’-trilogi fra 2019.

Han spiller på Train 12. februar.