Festivalleder jubler: »Svært at få armene ned«
Der bliver en Sølund Musikfestival til sommer. Det slår festivalleder fast efter regeringens genåbning af landet.
»Det er svært at få armene ned.«
Sådan lød den helt umiddelbare reaktion fra Lasse Mortensen, der er leder af Sølund Musikfestival.
Vi satser hårdt på, at den psykisk og fysisk dårligt stillede skal have råd til at komme på festivalLasse Mortensen, leder af Sølund Musikfestival
Jublen kom i kølvandet af, at regeringen i sidste uge på et pressemøde fortalte, at Danmark igen skal være uden restriktioner.
Her pegede Statsministeren også på, at man til sommer igen kan hygge sig på landets festivaler.
Netop den del af pressemødet jublede festivallederen ekstra meget over.
»Det er knap tre år, vi ikke har holdt en festival, så vi er glade,« siger Lasse Mortensen.
Rustent maskineri
Sidste omgang Sølund Musikfestival var i 2019, og det er ikke nogen hemmelighed, at Lasse Mortensen glæder sig til, at de igen kan invitere til fest. Derfor gik der heller ikke særlig lang tid, før han begyndte at få gang i festival-systemet.
»Sølund Musikfestival er en stor motor, og det er rustent nu. Derfor skal det samles, bevæges og smørres med olie. Det bliver et stort arbejde,« siger Lasse Mortensen.
Selve planlægningen har været i gang i længere tid.
»Vi har selvfølgelig længe arbejdet på, at der bliver Sølund Musikfestival 7. til 9. juni år, så vi har landet musik og sat store leverandører i stævne. Nu skal vi til at tænke på grønt græs, fadøl, ristede pølser, musik, samvær, rummelighed og tid for hygge. Det skal vi i gang med. Det er det, vi er bedst til. Hvis corona vil tillade det,« siger Lasse Mortensen.
Mistede penge
Selvom festivallederen jubler over udsigterne til en Sølund Musikfestival i 2022, kigger han også på et regnskab uden indtjeninger i flere år.
»Politikerne har ikke været specielt gode ved vores branche. Vi er ikke en festival, der er gået i dvale i tre år. Vi gik i dvale helt i begyndelsen, men blev så startet op og nåede at tænke i en festival i 2021, men så blev det besluttet, at vi skulle lukke ned igen. Der kunne vi godt have tænkt os en langsigtet melding,« siger Lasse Mortensen.
Nu skal vi til at tænke på grønt græs, fadøl, ristede pølser, musik, samvær, rummelighed og tid for hygge.Lasse Mortensen, leder af Sølund Musikfestival
Der bliver heller ikke lagt skjul på, at det var nogle økonomisk hårde år.
»Vi har mistet penge på nedlukningen, men systemet har heldigvis holdt hånden under os og dækket de faste udgifter. Vi er meget glade for hjælpepakkerne, men de er ikke 100 procent dækkende,« siger Lasse Mortensen.
Det gælder eksempelvis noget af det udstyr, som ikke har været brugt i knap tre år - og som nu trænger til en kærlig hånd.
»Det gør ondt. Vi kigger os også rundt efter muligheder for indtægter fra blandt andet donationer og hjælp fra nær og fjern. Sådan er det. Det er en del af gamet,« siger festivallederen.
Mange gemte billetten
At Sølund Musikfestival er økonomisk hårdt ramt skal ikke gå ud over gæsterne. Det slår Lasse Mortensen fast.
Billetpriserne er de samme som i 2019.
»Vi satser hårdt på, at den psykisk og fysisk dårligt stillede skal have råd til at komme på festival,« siger Lasse Mortensen, der på samme tid priser sig lykkelig over, at rigtig mange valgte at gemme sin billet fra 2020.
Generelt ser det godt ud med billetterne, for siden december er der også solgt mange billetter musikfestivalen.
Han slår også fast, at sommerens festivalgæster godt kan glæde sig til et godt musikprogram.
På plakaten er der allerede navne som Gnags, Magtens Korridorer, Lars Lilholt, Lis Sørensen, Queen Machine og Kato, og festivallederen garanterer, at flere navne er på vej.
Til maj begynder de praktiske forberedelser til sommerens festival, inden Sølund Musikfestival afholdes fra 7. til 9. juni.