Fortsæt til indhold

Var til at handle med: Lars Hjortshøj har solgt sin lejlighed med rabat

Komiker Lars Hjortshøj og tv-vært Tina Bilsbo har solgt deres 106 kvadratmeter store lejlighed i København.

Kultur og byliv
jwh

Den kendte komiker Lars Hjortshøj og tv-vært Tina Bilsbo skulle ikke mange dage ind i det nye år, før deres 106 kvadratmeter store lejlighed i den inderste del af København blev solgt.

Det blev til et par forsøg af og på boligmarkedet for parret, der for nylig blev skilt, men nu er hjemmet altså blevet solgt.

Det skriver boligmediet Boliga.dk.

Den nye ejer kan se frem til en beliggenhed, hvor Skuespilhuset og det populære tiltrækningsplaster Nyhavn er den nærmeste nabo – og så får vedkommende endda nøglerne til den eftertragtede adresse med rabat.

Hjortshøj og Bilsbo har nemlig været til at handle med; i hvert fald viser den netop tinglyste salgspris, at køberen har overtaget nøglerne til herskabslejlighedens fire værelser for 8.570.000 kroner, hvilket svarer til 425.000 kroner under den pris, som hjemmet senest var udbudt til salg for.

Salgsprisen har dog stadig indbragt dem næsten to millioner kroner mere end de 6.750.000 kroner, som de selv betalte for det eksklusive hjem tilbage i sommeren 2017.

Lars Hjortshøj kommer dog ikke til at stå uden tag over hovedet, nu hvor lejligheden er blevet solgt. Ifølge Se og Hør købte han i starten af året en 104 kvadratmeter stor lejlighed på Christianshavn for 6,58 millioner kroner.