De første navne til GrimFest afsløret
GrimFest løfter sløret for de første seks navne, som kan opleves live, når festivalen løber af stablen 4.-6. august i Brabrand.
Den første weekend i august indhyller festivalen GrimFest for 18. gang det naturskønne område omkring Grimhøjgaard i Brabrand i kendt og up-coming musik fra ind- og udland inden for et bredt genrespekter. Nu løfter GrimFest sløret for de første seks navne på årets musikprogram.
Det foreløbige lineup på GrimFest 2022 omfatter den legendariske, danske rapgruppe Malk de Koijn, sanger, sangskriver og producer af elektronisk dancemusik Lydmor, punkbandet Iceage, rock- og metalbandet Siamese, indiepop/rockduoen Statisk samt gruppen AySay, som kombinerer skandinavisk indie og kurdisk folkemusik.
Grundet corona-situationen offentliggjorde GrimFest først de optrædende navne på sidste års festival få uger inden festivalens start, hvilket medførte en del kritik fra musikhungrende festivaldeltagere. Med den nuværende corona-situation under kontrol gentager det sig ikke i år, hvor GrimFest lover løbende at offentliggøre flere af årets musiknavne på festivalens hjemmeside.