Himmalaya gennem 30 år
Geolog, bjergbestiger og rejseleder Bo Belvedere Christensen fortæller om sine oplevelser på "verdens tag".
Gennem mere end 30 år er Bo Belvedere kommet i Himalaya, hvor de højeste bjerggiganter i verden findes.
Det vil han fortælle om til foredrag i Dansk-Nepalesisk Selskab på Dokk1 24. februar klokken 19 til 21.
Foredraget tager dig gennem en række af de fantastiske – og sommetider dramatiske – oplevelser, som Bo har været igennem i forsøget på at bestige nogle af de allerhøjeste og mest betagende bjerge.
Fortællingen tager afstikkere til de første eventyrere, som vovede sig ind i de ukendte bjerge og opdagede, at dette var verdens tag. Fortællingen tager dig videre til historiske bestigninger og sommetider uhyggeligt spændende ekspeditioner, hvor menneskeligt mod og overmod bliver spillere i kampen om at blive de første på toppen af de jomfruelige bjerge.
Som geolog og generelt naturinteresseret bjergbestiger får du fra Bo også fortællingen om den vidunderlige natur i Himalaya og bjergenes indvirkning på kolossale landområder langt fra bjergene.
Dramatiske fotos
Foredraget ledsages af Bos smukke billeder af alt fra de frodige, dybe dale til bjergenes golde toppe. Billederne dokumenterer også de ofte dramatiske hændelser omkring nogle af de tragiske hændelser, som mange har hørt om og set film fra.
Bo var en del af redningsholdet ved den tragiske ulykke, der i maj 1996 kostede ni mennesker livet, under deres forsøg på at bestige Mount Everest.
Bo Belvedere Christensen er cand. scient. i geologi. Han har hele livet elsket at fortabe sig helt i naturen og dokumentere den på film og i billeder. Som bjergbestiger har Bo besteget en række af de højeste bjerge i verden. Han har altid holdt af at skrive og har derfor kombineret dette med de mange smukke billeder fra bjergene i udgivelsen af ikke mindre end 21 bøger, blandt andet et kæmpeværk på næsten 600 sider om Himalaya – med samme titel som dette foredraget: ”Himalaya – Verdens tag”.