Fortsæt til indhold

Kalaset kommer til HeadQuarters

Opvarmere for Hugorm, spiller på Smukfest til sommer – musikkollektivet Kalaset har kurs mod stjernerne, og på vejen rammer de HeadQuarters.

Kultur og byliv

I et kollektiv lidt uden for Skanderborg bor et helt band. Fem unge, oprindeligt fra Middelfart, dyrker musikken sammen i bandet Kalaset.

5. marts spiller de på HeadQuarters i Aarhus, hvor et lydunivers af nostalgisk 80’er synthesizer og indie prægede rytmer toner de frem fra undergrunden og ud på scenen.

»I dette rum vil man tydeligt mærke den unge energi og kraft, som udspilles i en skarp vokal og et energibærende band. Med fængende melodier og tempofyldte numre inddrager de tilskuerne i Kalasets musikalske univers,« skriver Train i en pressemeddelelse.

Dreampop og indierock

Teksterne er på dansk og indeholder dybere tanker og refleksioner af den verden vi lever i. De skriver om ungdommen, stilheden, rastløsheden og om deres drømme. Det gør de med henblik på, at kunne rykke på noget i folk.

Bandet trækker stilistiske tråde til grupper som Superheroes, Broken Social Scene og The Cure, og leverer det med en nutidig blanding af dreampop og indierock. Med danske tekster skaber sangene et reflekterende og ærligt univers, hvor man i følge anmelderne kan mærke, at disse unge virkelig har noget på hjerte.

Spiller på Smukfest

Kalaset består af: Jakob Rønn (trommeslager), Morten Holm Ørsager (forsanger og guitarist), Anders Mygind (guitarist), Sidsel Due (pianist og backing sanger) og Henrik Skov (bassist).

Bandet spillede de første toner sammen i slutningen af 2018 og har siden haft kursen mod stjernerne.

Kalaset har allerede vundetblandt andet den danske Emergenza festival, talentprogrammet Quasar samt Battle of Bands. Derudover har bandet varmet op for Simon Kvamm’s nyeste projekt Hugorm. Til sommer spiller de også på Smukfest.