Fortsæt til indhold

Ny udstilling af Nanna Riis Andersen hos Galleri Lene Bilgrav

Nanna Riis Andersen arbejder med jordens materialer og farver på udstillingen hos Galleri Lene Bilgrav.

Kultur og byliv

”Earthenware” er Nanna Riis Andersens første soloudstilling hos Galleri Lene Bilgrav.

Nanna Riis Andersen (f. 1985) er uddannet på det Jyske Kunstakademi i 2012, og på udstillingen viser hun maleri og keramik.

Kroppe og krukker

Både når det gælder maleri og skulptur, arbejder Nanna Riis Andersen i et overvejende abstrakt formsprog med referencer til noget genkendeligt, skriver galleriet i en pressemeddelelse.

I hendes farvemættede, detaljerede billedunivers er der ofte mange lag og overlapninger, der skaber komplekse rum. Hun arbejder gerne med tynde og transparente farvelag, som gør værkerne både intense og lette.

Omdrejningspunktet for denne udstilling er kroppen og krukken og de begreber, vi forbinder med dem.

Vi ser dog kun antydninger af disse former, for Nanna Riis Andersen er ikke interesseret i en direkte afbildning.

Jordens materialer

Udstillingens titel ”Earthenware” betyder lertøj på dansk og er betegnelsen for en bestemt type keramik, der bliver brændt ved en lavere temperatur end stentøj, og som dermed er mere porøst.

Samtidigt henviser titlen også til jordens materialer og til alt, der har forbindelse til jorden. Skulpturerne på denne udstilling er af lertøj og andre er af stentøj, og i malerierne har Nanna Riis Andersen blandt andet arbejdet med jordfarver.

Udstillingen løber til 2. april.

Der er fernisering fredag den 25. februar klokken 16-19. Kunstneren vil være til stede, og alle er velkomne.