Fortsæt til indhold

Drew Sycamore og Baest står til flest Gaffa-Priser i Aarhus

Når det torsdag 3. marts går løs ved Gaffa-Prisen i Musikhuset i Aarhus, hitter hobrogenseren, Drew Sycamore, og aarhusianske Baest med henholdsvis fem og fire nomineringer.

Kultur og byliv

Siden det aarhusianske metalband, Baest, satte strøm til deres guitarer og begyndte at brøle i 2015 er det kun gået frem og og op.

Deres kæmpe hårmanker er blevet vildere og længere, tatoveringerne flere, scenerne er blevet større og det samme er antallet af koncerter, fans og priser.

»Det er helt vanvittigt, at vi er nomineret i hele fire kategorier i år. Vi er utrolig glade og taknemmelige over de mange, der har stemt på os. Her i Baest-land går det stærkt, og vi skal i år på vores første Europa-tour, hvor vi er hovednavnet, og vi skal på den store scene på Copenhell i år, samtidig med, at der er endnu en EP på vej,« siger forsangeren Simon Olsen med en stemme, der i denne anledning er glad og silkeblød.

Metalmusik på juletræet

De dedikerede gutter har sat sig for at nå ud over deres egne niche, blandt andet i kraft af nogle stærke liveshows, der er visuelt flot opbygget. I 2019 vandt de prisen som ”Årets Nye Danske Navn”, og blev det første dødsmetalband til at vinde en Gaffa-pris uden for metalkategorien.

I år er de da også nomineret i kategorierne Årets udgivelse, Årets band og Årets livenavn ud over en nominering i deres egen niche: Årets metaludgivelse.

»Dødsmetal appellerer om noget til en lidt smal målgruppe, men vi forsøger at ramme bredere og oplever at det faktisk lykkes,« siger Simon Olsen fra Baest, der har ry for at bestå af nogle hyggelige og humoristiske helt nede på jorden-typer, som gør meget andet end at brøle.

»Vi er gode til at tale sammen og har påtaget os alt arbejdet omkring bandet sammen med vores dygtige manager, Jens Karlsson.

Hver mandag står vi og pakker bestillingerne i vores webshop, og går selv på posthuset og sender dem. Det er alt fra de klassiske t-shirts til en god rom og nogle skønne julekugler. Det skal være sjovt - det er drivkraften i Baest,« forklarer Simon Olsen.

Han glæder sig samen med Svend Karlsson, Lasse Revsbech, Sebastian Abildsten og Mattias Melchiorsen til prisfesten i Musikhuset, men med deres vanlige jyske beskedenhed regner de ikke med at få en håndfuld priser med hjem.

Den store popstjerne, Drew Sycamore, har mulighed for at komme hjem med hele fem Gaffa-priser til hylden, hvor der allerede står P3 Guld og to Danish Music Award-priser. Foto: Ritzau/Scanpix

Hård kamp om priser

»Vi er i år oppe imod nogle tunge navne som for eksempel superdygtige Drew Sycamore i nogle af kategorierne, så vi ser, hvad der sker. Bare det at blive nomineret er en kæmpestor anerkendelse og vi er utrolig taknemmelige,« siger Simon Olsen.

Der er især en kategori, som bandet er glad for at være nomineret i.

»Det giver god mening at være nomineret som live-band, for sådan ser vi os selv. Vi føler os hjemme på scenen, hvor vi er tættest på publikum. Der ligger meget af vores energi, og vi vil gerne levere et godt show. Til det hører headbanging med vores lange hår - vi har fået det ind med metal-modermælken,« ler forsangeren.