Norske Madrugada spiller rock på Train
Rockbandet Madrugada lagde koncertsteder ned i deres genforening, og det norske verdensnavn lægger nu igen vej forbi Train.
Madrugada triumferede med deres genforening i 2019 med udsolgte sale i det meste af Europa, herunder også i Danmark.
I år er det norske verdensnavn klar til at genoptage succesen, når de drager på deres European Tour 2022, der gør stop på Train i Aarhus 14. marts klokken 20.
»Madrugada er tidløs og mesterligt melankolsk rockmusik med nerve, der har rørt fans såvel som kritikere,« skriver Train i en pressemeddelelse om koncerten.
De debuterede med Industrial Silence i 1999 og siden har de udgivet fem album, hvoraf det sidste udkom i 2008 – et år efter bandets guitarist Robert Burås desværre gik bort.
Madrugada markerede 20-året for deres sagnomspundne debut – og nu klassiker – med en omfattende europaturné i 2019, der blandt andet bød på to bragende udsolgte koncerter i Amager Bio, og en – ifølge Gaffa – femstjernet koncert på Train.
»I’ve never felt this comfortable on stage. And I’ve never gotten such a kick out of standing in front of an audience,« sagde Sivert Høyem.