Fortsæt til indhold

Landsindsamling for Folkekirkens Nødhjælp

Søndag den 13. marts vil der blive samlet penge ind for Folkekirkens Nødhjælp. Pengene vil blandt andet gå til ofrene for krigen i Ukraine.

Kultur og byliv
sra

Folkekirkens Nødhjælp holder landsindsamling søndag den 13. marts. I år vil pengene primært gå til klimahjælp i de fattigste lande, men som følge af den igangværende krig i Ukraine er det blevet beslutte,t at en del af de indsamlede penge vil gå til mennesker i nød i Ukraine.

Årets sogneindsamling vil først og fremmest være fysisk fra dør til dør, som det kendes fra tidligere år. Men i år kommer der desuden en digitalt supplement, som Folkekirkens Nødhjælp håber vil kunne få flere danskere til at melde sig som indsamlere. Den digitale mulighed vil også give mere frihed og mulighed for at tænke nyt, så for eksempel efterskoler kan samle ind, mens eleverne er på skolen og ikke kun, når de er rejst hjem i weekenden.

»Den årlige sogneindsamling er altid en hyggelig søndag. Det er en god og meningsfuld måde for familier at være sammen på, og det samler folk om en vigtig sag til gavn for verdens fattigste,« siger Kurt Steengaard Rasmussen, indsamlingsleder i Stilling Sogn.

Klimaproblemer

I Etiopien, Sydsudan og Zimbabwe sulter millioner af mennesker, fordi regnen udebliver og høsten slår fejl år efter år. I Nepal, Bangladesh og Myanmar forsvinder livsgrundlaget, når voldsom regn skyller jorden væk.

Klimaforandringerne er her – konsekvenserne er bare ikke ligeligt fordelt på verdensplan. Det er verdens fattigste, der rammes hårdest. Mennesker, der i forvejen ingenting har.

Derfor vil pengene, der bliver indsamlet den 13. marts gå til projekter som træplantning, der modvirker jordskred og kan bremse voldsomme oversvømmelser, som vandpuimper og vandrensningsanlæg, som sikrer folk rent drikkevand, og som køkkenhaver og nye afgrøder, der kan klare tørke og omskifteligt vejr.

Meld dig som indsamler

Du kan gøre en verden til forskel ved at melde dig som indsamler hos din lokale indsamlingsleder.

Kontakt Kurt Steengaard Rasmussen på 22909504 eller ksr@privat.dk for at melde dig som indsamler. Du kan også tilmelde dig på blivindsamler.dk.