Vil du selv have indflydelse, så skal du oprette testamente
Der er mange gode grunde til at oprette testamente. Arveloven er svær at gennemskue, så få gerne professionel rådgivning.
Der er flere grunde til, at det er en god idé at få oprettet et testamente. Først og fremmest har du på den måde selv indflydelse på, hvordan arven skal fordeles, når du engang dør. Det har du, fordi testamentet forholder sig til hele familiesituationen, som kan have mange konstellationer, der ikke tages hensyn til i arveloven.
Hvem skal arve?
Måske er din familiesituation sådan skruet sammen, at du ikke kan overskue, hvem der kommer til at arve dig. Eller hvor meget den enkelte arver efter dig. Det kan være, hvis du er gift på ny og har fået flere børn. Måske med flere partnere. Professionel rådgivning fra en advokat kan her hjælpe dig med at forudse de situationer, du ikke selv har tænkt over, og tage højde for dem i et testamente.
Kort sagt: Hvis du ikke foretager dig noget, kommer din ægtefælle og tvangs-arvinger til at arve dig. Og det er måske tilstrækkeligt at vide for dig.
Men vil du have indflydelse på fordelingen af arven, når du dør, kan det være nødvendigt at oprette et testamente.
Forebygger arvestrid
Ved at lave testamente, så forebygger du også, at der bliver strid blandt dine arvinger. Der er vel ikke noget som arv, der kan skabe splid i selv gode familier. En undersøgelse fra Advodan har vist, at hver tiende dansker har oplevet, at de skal slås med forældre, søskende eller slægtninge, når de skal arve.
Så når du selv har taget stilling til, hvem eller hvad der skal tilgodeses, så har du gjort dine efterladte en stor tjeneste.
For gennem et testamente kan du udtrykke, hvad du ønsker, der skal ske med den formue, du har opbygget gennem dit liv. Er du gift og/eller har du børn, kan du ikke råde over hele arven, da 25 procent af arven er det, der kaldes tvangsarv og skal gå til din ægtefælle og dine børn.
Har du ingen arvinger, vil din arv gå til staten, med mindre du opretter et testamente, hvor du ønsker noget andet. I mellem de to scenarier gift med børn og enlig uden arvinger, er der dog mange andre scenarier. Så det er tilrådeligt at lave testamente, hvad enten du er alene, samlevende, gift, har børn eller ej.
Og det er tilrådeligt at få en advokat eller anden rådgiver til at hjælpe.
Uskiftet bo
Hos Ældresagen kan man få rådgivning omkring testamente. Noget af det, som de rådgiver meget om, er uskiftet bo.
Uskiftet bo betyder, at enken eller enkemanden vælger at beholde rådigheden over hele den afdødes formue – og dermed udskyder at udbetale arv til den afdødes børn.
Du har ret til at sidde i uskiftet bo, hvis du og din afdøde ægtefælle kun havde delingsformue (tidligere fælleseje eller formuefællesskab) og udelukkende havde fælles børn.
Hvis din afdøde ægtefælle havde børn fra tidligere forhold (betegnet særbørn) kan du kun sidde i uskiftet bo, hvis særbørnene giver skriftligt samtykke til det. Sidder du i uskiftet bo og vælger at gifte dig igen, skal boet skiftes. Dine børn skal som udgangspunkt have deres arv efter den forælder, de har mistet.
Donerer mange millioner via arv
Mange vælger at donere til gode formål. Dyreværnet lever eksempelvis godt af arv. Hele 40 procent af Dyreværnets indtægt er baseret på gaver via testamente.
I 2018 arvede de velgørende organisationer i Danmark i alt 675 millioner kroner.
Lidt over halvdelen af beløbet blev testamenteret til organisationer, der arbejder med at forebygge sygdom som eksempelvis Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen og Scleroseforeningen.
Ønsker du at dele af eller hele arven efter dig skal gå til velgørende organisationer, så har de alle en information om emnet på deres hjemmesider.