Gamle bannere bliver til nye indkøbsnet
Repair Caféen i InSide har fået en god og bæredygtig idé, der ovenikøbet går til et godt formål.
Kulturhuset InSide reklamerer altid for sæsonens arrangementer på husets facade med et stort banner af vejrbestandigt materiale. Når sæsonen er forbi, kommer der et nyt banner op, og det gamle banner tages ned.
Folkene bag Repair Café Inside har nu fået den idé at genbruge de gamle bannere helt i tråd med Repair Caféens ånd, hvor man repaprer ting og sager som modvægt til brug-og-smid-væk-kulturen.
Det solide materiale fra banneret er blevet omdannet til slidstærke indkøbsnet af nogle af de frivillige repairfolk, der sen seneste tid har klippet, syet og nittet til den store guldmedalje. Det har resulteret i en stak meget forskellige net, der nu bliver sat til salg.
Penge til Red Barnet
I lyset af den aktuelle flygtningesituation, hvor der forventes ukrainske flygtninge i stort tal til landet og også til Favrskov, er det blevet besluttet, at pengene fra salget skal gå til Red Barnet.
Pris for et indkøbsnet er 50 kroner, men har man lyst til at betale mere, vil det blive modtaget med glæde. Alle indtægter går til Red Barnet.
Repair Café InSide holder åbent lørdag den 26. marts merllem 10 og 12, hvor man er velkommen til at komme med ting, der trænger til reparation, uanset om det er tøj, elektronik, møble eller noget helt andet.