Må aflyse shows: Niels Hausgaard med dårlige nyheder
Den danske troubadour dropper alle koncerter i denne uge, lyder det fra manager.
77-årige Niels Hausgaard rejser i øjeblikket land og rige rundt med sit seneste show ’Lad Det Nu ligge’.
Men den folkekære entertainer er blevet nødt til at droppe alle shows i indeværende uge.
Niels Hausgaard er i øjeblikket ramt af alvorlig sygdom i den nære familie, oplyser den nordjyske troubadours manager Frank Panduro til Ekstra Bladet torsdag.
Frank Panduro ønsker ikke at komme nærmere ind på sygdommens art, eller hvem i familien, der er ramt af sygdom. Manageren oplyser, at alle shows i indeværende uge foreløbigt er aflyst.
»Niels er jo en pligtopfyldende mand, så der skal noget til, før han aflyser,« siger Frank Panduro til Ekstra Bladet.
Ifølge Hausgaards egen hjemmeside er onsdagens show i Thisted Musikteater blevet flyttet til 25. april, mens torsdagens forestilling i Hjørring er flyttet til 26. april.
Efter planen skulle Niels Hausgaard have optrådt i Nykøbing Falster lørdag og søndag, men hvorvidt de shows flyttes eller aflyses, vides endnu ikke.
Niels Hausgaard kan opleves på TV 2 Play fra søndag, hvor der er premiere på tredje sæson af komedieserien ’Minkavlerne’.