Bobler og minglen til udsolgt modeshow
Et fantastisk modeshow blev afviklet tirsdag den 22. marts, beretter SkanderborgCity-formand Jens Juhl.
Tirsdag aften blev et udsolgt modeshow i Kulturhuset afviklet. Og det gik over al forventning.
Der var så høj stemning. Der blev simpelthen klappet gennem hele arrangementet, og til slut blev Peter Sommers 8660 spillet.Jens Juhl, formand for SkanderborgCity.
»Det gik helt vildt godt. Der var fuldt hus, så det var fantastisk,« konstaterer Jens Juhl, indehaver af Chokoladefabrikken og formand for SkanderborgCity.
Omkring 350 personer var samlet i Kulturhuset, og de blev budt velkommen med et glas bobler, inden de frit kunne vælge en plads i salen.
»Der var så høj stemning. Der blev simpelthen klappet gennem hele arrangementet, og til slut blev Peter Sommers 8660 spillet,« fortæller Jens Juhl.
Efter modeshowet fik deltagerne et glas bobler at slutte på.
»Så var der mulighed for at mingle efterfølgende, så det ikke bare var at tage hjem efter modeshowet,« siger Jens Juhl, der også var imponeret over, at der var 93 præmier for omkring 55.000 kroner, som deltagerne også skulle have mulighed for at få indløst.
Gentages i 2023
Oven på tirsdagens succes, tør Jens Juhl godt garantere, at der i 2023 også bliver et modeshow.
»Vi har allerede evalueret aftenen, mens det var frisk i erindringen - så vi er ved at tegne næste års forårsprogram,« siger Jens Juhl.