Hadsten-sangeren Nicklas Sahl skal være med i Toppen af Poppen
Sangeren Nicklas Sahl fra Hadsten skal være med i dette års Toppen af Poppen, som sendes på TV2 til efteråret.
Til efteråret går endnu en drengedrøm i opfyldelse for musikeren Nicklas Sahl fra Hadsten. Siden første program af Toppen af Poppen har han ønsket sig at deltage i TV2-programmet, og til efteråret bliver han en af syv musikere.
»Da jeg blev spurgt, kunne jeg mærke alle de rigtige følelser i maven, og da jeg så, hvem der ellers skulle med, var der ingen tvivl i verden. Det er et program, der tager musikken alvorligt, og hvor jeg glæder mig til at træde frem og vise, hvem jeg er, og hvad jeg duer til,« siger han til TV2.
Den 25-årige sanger flyttede i 2017 fra Hadsten til København for at udleve drømmen om at slå igennem som musiker. Siden gik det stærkt for Nicklas Sahl, der i 2018 debuterede med singlen ’Hero’. Siden er flere hits kommet til, og i 2019 vandt Nicklas Sahl prisen som bedste danske kunstner ved MTV European Music Awards.
I den forbindelse havde Lokalavisen Favrskov telefonisk kontakt til Nicklas Sahl.
”Jeg var ikke selv taget til Sevilla - dels fordi jeg havde andet i kalenderen, dels fordi jeg tænkte: ’Helt ærligt, den vinder jeg sgu nok ikke,’” sagde Nicklas Sahl til Lokalavisen Favrskov i 2019.
Derfor sad Nicklas Sahl i studiet og arbejdede på ny musik, da en ’tillykke’-mail pludselig tikkede ind.
”’For satan! Vi vandt sgu,’ sagde jeg, og så gik vi ellers lidt amok i studiet. Der var altså ret store navne i den her kategori, så det er jo helt vildt,” sagde han.
Til efteråret gælder det Toppen af Poppen, hvor også kunstnerne Soleima og Steen Jørgensen foreløbigt er præsenteret som deltagere.