Birgitte Højland får ”Træskoprisen” 2022
Ry Borgerforenings ”Træskopris” har 50 års jubilæum.
Ved fællessang på ”Gnisten” onsdag overrakte formanden for Ry Borgerforening Leif Laursen årets ’Træskopris’ til formanden for ”Gnisten” Birgitte Højland.
”Træskoprisen” blev i år uddelt for 50. gang. Den blev første gang uddelt i 1972 til landsholds-håndboldspilleren Jørgen Vodsgaard, der fik prisen for sit store arbejde med Ry Hallen, hvor han var halbestyrer. ”Træskoprisen” gives hvert år til en borger ” når et bemærkelsesværdigt initiativ er vist til gavn for Ry og dens borgere”.
Og valget af Birgitte Højland lå ifølge Ry Borgerforenings bestyrelse lige for:
»Birgitte Højland har stået i spidsen for at skabe rammerne for et fantastisk kulturpalads i det gamle fjernvarmeværk på Møllevej. En præstation hun har skabt med de mange hjælpere og efterfølgende ikke mindst det beundringsværdige arbejde med at skabe indhold i varmeværket. ”Gnisten” sprudler af liv med musik og sammenkomster. Hun har formået at samle unge som ældre, sikre bredde i udbuddene og udstråle en smittende gejst i en travl hverdag. Byen er og kan være stolte af det initiativ der er skabt. Alt dette er sket på under 3 år, så hvad kan fremtiden dog ikke bringe?«