Fortsæt til indhold

Smukfest præsenterer ny og stor scene: Poul Krebs åbner The Hood

Sherwoodscenen har fået vokseværk og er blevet til The Hood. En ny scene på Smukfest indvies i uge 31.

Kultur og byliv
Kfp

Sherwoodscenen vokser til en endnu større scene til dette års udgave af Smukfest.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Smukfest.

»Når vi til august kan byde jer velkommen i Smukfests forhave, Sherwood, bliver det med et helt nyt brag af en scene, nemlig The Hood, som vi har glædet os meget til at fortælle jer om,« står der i pressemeddelelsen.

Men The Hood er ikke hvilken som helst scene. Det er nemlig en af de gamle Bøgescener, der stod og manglede et nyt hjem, efter de kæmpestore, helt nye Bøgescener er flyttet ind i skoven.

»Den gamle scene får derfor en omgang ekstra kærlighed, et helt nyt navn og får bygget på og til, så den kommer til at virke fantastisk velkendt og samtidig helt ny og skøn. The Hood kommer til at give os alt det, vi elskede Sherwoodscenen for og meget, meget mere,« står der.

Det bliver den scene på Smukfest, der kommer til at spille absolut længst tid, da den åbner allerede klokken 12 og lukker med pladsen sent om natten. Du kan derfor både starte og slutte din dag i bøgeskoven foran The Hood, når du har været inde på pladsen og lave en masse af de ting, du enten fortryder eller elsker dagen efter.

Ingen scene uden artister

Samtidig præsenterer Smukfest også en række af de artister, man kan opleve på The Hood. Deriblandt er der fem nye navne.

Til at åbne scenen onsdag kommer Poul Krebs og synger os trygt og sikkert i Smukfest 2022.

»Poul Krebs har været på Smukfest så længe, som mange af os kan huske, og det kunne derfor næsten ikke være anderledes, end at det skulle være lige netop ham, der åbner den splinternye scene,« lyder det fra Smukfest i pressemeddelelsen.

Vi stiftede første gang bekendskab med Erica Jane tilbage i 2014, da hun løb med prisen for Live Camps Udvalgte på Kærligheden og dermed fik æren at åbne Bøgescenen samme år. Siden da er det kun gået opad for den talentfulde sangerinde. Lyden er up-tempo-pop med de flotteste 90’er vibes. Inspirationen kommer fra artister såsom Rihanna, Dua Lipa og Beyonce.

Marvelous Mosell sørger igen i år for fabelagtig fest i Bøgeskoven. Gruppen laver musik, der er som hentet direkte fra 80’ernes rap, disco og pop, og som altid er til at danse til.

Pil skriver dansksprogede sange om de skæve følelser i et opløftende og legende popunivers. Ensomhed og ulykkelig kærlighed beskrives så præcist som muligt, så lytteren kan mærke, at der er noget på spil og samtidigt kan nikke genkendende til de udpenslede, pinlige scenarier.

The Courgettes er en eksplosiv rockduo fra Danmark og Brasilien, der har kombineret den perfekte blanding af garagerock, 60’er-pigepop, wall of sound, surfmusik og doo-wop. Bandet er som The Ronettes møder The Ramones til en vild fest i Gold Star Studiernes ekkokammer.

Derudover kommer der en masse andre bands, der tidligere er blevet offentliggjort. Du kommer blandt andet til at kunne opleve Bikstok, Daze og Barcode Brothers, Magtens Korridorer og Mina Okabe.