Fortsæt til indhold

Der er plads til flere i Hinnerup Garden

Børn og unge, der drømmer om at spille et instrument, kan nu komme med i Hinnerup Garden.

Kultur og byliv
sra

Hinnerup Garden har mistet mange medlemmer under corona-pandemien og har brug for at få mange nye i gang.

Derfor tilbyder de nu, at man kan spille gratis frem til sommerferien. Instrument lånes af garden, og man skal som minimum gå i 2. klasse for at være med.

Der startes et nyt hold op tirsdag den 10. maj på Rønbækskolen.

Det er ikke nødvendigt at vide noget om noder på forhånd - det sørger gardens instruktører for, at man får lært. Pressefoto.

Garden lægger meget vægt på det sociale samvær omkring musikken og favner også meget gerne medlemmer, som har udfordringer. Medlemmerne er fra 9 til 70 år – men primært i gruppen fra 9 til 25 år.

»Vi oplever, at børn og unge, som har svært ved at passe ind i andre fritidstilbud og måske også i skolen, får et fristed hos os,« fortæller formand Dorthe Pieper.

»Det er derfor vores håb, at børnene får lov til at prøve, om det er noget for dem – også selvom forældrene måske ikke har så stort et kendskab til vores verden.«

Skærper indlæringsevnen

Mange videnskabelige undersøgelser viser, at udøvelse af musik er med til at skærpe børns indlæringsevne. Så det tjener flere formål at lærer at spille et instrument.

Det er ikke nødvendigt at vide noget om noder på forhånd. Gardens erfarne instruktører hjælper med den del. En stor del af teorien læres igennem forskellige former for spil og lege.

Garden spiller både i ind- og udland og laver masser af forskellige former for optræden. Både på tværs af alder og erfaring. Der venter blandt andet en weekendtur til Tyskland efter sommerferien.

Man kan finde mere information på hinnerupgarden.dk eller ved at kontakte formand Dorthe Pieper på formanden@hinnerupgarden.dk.