Dyk ned i historien om Gestapos beskidte arbejde i Østjylland
Bestialske afhøringer, vild flugt og ubegribeligt mod. Det er nogle af emnerne i et foredrag på Museum Østjylland om det tyske sikkerhedspoliti og modstandsbevægelsen.
Fra Gestapos hovedkvarter i Aarhus førte mænd og kvinder en indædt kamp imod den midtjyske modstandsbevægelse. Kampen resulterede blandt andet i anholdelsen af Hvidstengruppen, Hornsletgruppen og Langåsabotørerne.
Museumsinspektør Simon Ryvang True har til foredraget på Museum Østjylland 24. maj nærlæst afhøringer fra retsopgøret, personaleakter og efterkrigstidens dombøger og tegner et portræt af nogle af de ansatte hos det tyske sikkerhedspoliti.
»Brutaliteten i Gestapos arbejde kan til tider være svær at forstå og hård at høre om. Samtidig er historien om både Gestapo og modstandsbevægelsen et uomgængeligt afsnit af danskernes fælles fortælling og historiske arvegods,« siger Simon Ryvang True i en pressemeddelelse.
»Derfor er det også væsentligt ikke kun at se på de heroiske mænd og kvinder, der bekæmpede besættelsesmagten, men også på dem, der tog alle midler i brug for at tilintetgøre modstandsbevægelsen,« tilføjer han.
Fatalt angreb
Foredraget kommer blandt andet omkring en af de mest sagnomspundne anholdelser, som Gestapo foretog. Den 13. december 1943 stormede de en lejlighed i Aarhus. Her anholdte Gestapo søstrene Ulrich, deres husbestyrerinde Sophie Kildahl og tre faldskærmsagenter.
Konsekvenserne blev nær ved uoverskuelige for de involverede og for hele modstandsbevægelsen. To af faldskærmssoldaterne bukkede nemlig under for tyskernes forhørsmetoder, og deres oplysninger førte til, at Gestapo kunne lave et sønderlemmende angreb på modstandsbevægelsen i hele Danmark, ikke mindst i Østjylland.
Entre.