Fortsæt til indhold

Kæresteboden er Tinder på Sølundsk

Selvom Kæresteboden har været med i masser af år på Sølund Musik-Festival bliver de frivillige aldrig arbejdsløse.

Kultur og byliv

»Har du en særlig interesse eller hobby, du godt kan lide? Så kan du skrive det på din profil, og så er der måske en, der synes, det lyder spændende eller selv er interesseret i det samme.«

Vi spørger ind til deres interesser, og taler lidt med dem om, hvad det vil sige at være kærester. Nogle tropper op i håbet om at finde den eneste ene, andre er mere på udkig efter en at holde i hånd med.
Cecilie Erbs, frivillig

Der er trængsel ved Kæresteboden, Sølund Musik-festivals svar på dating-appen Tinder. Datingprofilerne hænger side om side opdelt geografisk efter region. Nogle med foto, andre uden. Her er der mulighed for helt analogt og offline at se, om der er en profil, der matcher ens egne ønsker og interesser.

Alle har en seksualitet, men er du udviklingshæmmet, kan det være et ekstra benspænd i forhold til at finde en kæreste, for hvor møder man lige sådan en? Her er Sølund Musik-Festival løsningen for de heldige. Faktisk var netop det med at give udviklingshæmmede en mulighed for at mødes og kysse, kramme eller holde i hånd, en af visionerne bag den allerførste Sølund Musik-Festival til bage i 1986.

Kæresteboden gemmer sig bag Kissing Zone - et træ pyntet med lyserødt bånd, balloner og blomster. Foto: Grethe Bo Madsen

I Kæresteboden tager de frivillige imod med store smil og udbredte arme. Har man svært ved at udfylde datingprofilen er der også hjælp at hente.

»Vi griber det lavpraktisk an,« siger Cecilie Erbs, der har været frivillig i Kæresteboden i mere end 10 år. Hun har, som flere af hendes medfrivillige, en baggrund som seksualvejleder.

»Vi spørger ind til deres interesser, og taler lidt med dem om, hvad det vil sige at være kærester. Nogle tropper op i håbet om at finde den eneste ene, andre er mere på udkig efter en at holde i hånd med eller gå i biografen og på café sammen med. Det er meget forskelligt,« fortæller hun.

De frivillige i Kæresteboden følger med i datingprofilerne, så de kan hjælpe med at finde et godt match.. Foto: Grethe Bo Madsen

»Vi hjælper også med at finde et match. Vi har jo alle profilerne gennem hænderne, og skeler lidt til, om der er nogle, vi tror, måske vil passe godt sammen. Kommer der for eksempel en Lise om formiddagen og en Thomas om formiddagen, og vi kan høre, de har de samme interesser og ønsker, så kan vi godt finde på at sige til Thomas, at hende Lise måske ville blive glad for at møde ham,« forklarer hun.