Fortsæt til indhold

Salling Fondene med endnu en milliondonation til Aros' ambitiøse projekt

Nyt millionbeløb sender Salling Fondenes samlede donation til Aros' udbygningsprojekt "The Next level" op på 95 millioner kroner.

Kultur og byliv
jwh

Aros får nu yderligere økonomisk hjælp til kunstmuseets store udbygning, der har fået navnet ”The Next Level”. Salling Fondene, som i forvejen har doneret 80 millioner kroner til projektet, er nemlig klar med endnu en milliondonation. Dennegang på 15 millioner kroner, oplyser Aros i en pressemeddelelse.

Den store donation gør det muligt at forbedre den store lysinstallation i The Dome. Der vil også blive opført et stort bænkmøbel i The Dome med to siddeniveauer, hvorfra Aros’ gæster kan beskue himmelrummet og farvefænomenerne. Donationen gør det også muligt at arbejde videre med at designe et mobilt låg, som kan køres forbi The Dome’s store åbning.

»Vi er taknemmelige for den generøse støtte fra Salling Fondene, som betyder, at vi kan udvikle oplevelsen af The Next Level og James Turrells kunstværk til at blive endnu mere spektakulær for vores publikum,« siger Rebecca Matthews, Aros’ direktør, i pressemeddelelsen.

Det er ved at være syv år siden, at kunstneren James Turrell præsenterede sit kunstværk på et pressemøde i Aarhus. Arkivfoto: Casper Dalhoff

»Salling Fondene er glade for fortsat at støtte udvidelsen af ARoS og dermed sikre forbedringer af The Next Level. Den nye donation er et løft til projektet og en optimering af et stykke verdenskunst, som vil komme borgere i og udenfor Aarhus til gode, siger Karin Salling, næstformand i Købmand Herman Sallings Fond.

Det er Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune, der er bygherre på projektet, som er udviklet i samarbejde med Schmidt Hammer Lassen Architects.

»Det er fantastisk at vi nu kan gøre et i forvejen fantastisk projekt endnu bedre. The Next Level bliver en enestående oplevelse for byens borgere og gæster og en kunstoplevelse, som vil blive blandt de allerbedste i verden. Jeg vil gerne takke Salling Fondene for endnu engang at give en donation, som i sandhed tager Aarhus til næste level,« siger Rabih Azad-Ahmad (RV), rådmand for Kultur og Borgerservice.

Der tages første spadestik til ”The Next Level” på onsdag klokken 15.15. Udbygningen af Aros’ forventes at åbne i løbet af 2025.