Mød Regitze og de andre nationalparkguider i din sommerferie
Nationalpark Mols Bjerges sommerguider står i skolernes sommerferie klar til at guide besøgende til de bedste oplevelser i nationalparken.
Til hverdag studerer Regitze Meyer biologi. Men i sommerferien kan man blandt andre møde hende ved parkeringspladsen til Kalø Slotsruin. Her skal hun arbejde som nationalparkguide og være med til at inspirere besøgende til oplevelser i Nationalpark Mols Bjerge.
Det er ikke nogen ny opgave for Regitze Meyer. Hun var nemlig også nationalparkguide sidste år.
»Det er fedt at være guide og være med til at give folk en fed oplevelse i nationalparken – måske endda en oplevelse, de ikke havde regnet med,« siger Regitze Meyer.
Hos guiderne kan man blandt andet få gratis nationalparkkort eller opgavehæfter til børn, og så kan man ikke mindst få inspiration til naturoplevelser i Nationalparkens 180 kvadratkilometer store istidslandskab.
Nye oplevelser
Flere af nationalparkguiderne har ligesom Regitze Meyer også været nationalparkguider sidste år, og kender Nationalparken rigtig godt.
Det betyder, at de også kan guide til andre naturoplevelser end de meget besøgte udflugtssteder som Trehøje, Kalø Slotsruin eller Agri Bavnehøj. Der er nemlig mange andre steder i nationalparken, som er mindst lige så fantastiske, men som de færreste gæster af sig selv finder vej til.
Udover ved Kalø Slotsruin så kan man også møde nationalparkguiderne ved Besøgscenter Øvre Strandkær i Mols Bjerge og på Vibæk Strand lidt uden for Ebeltoft.
Hver dag kl. 14 kan man her også deltage i en kort guidet vandretur eller aktivitet. Fra besøgscentret kan der være tale om en lille tur ud i Mols Bjerge for at kigge på plante- og dyrelivet.
På Vibæk Strand holder nationalparkguiden til på Marinelab. Det er en lille vogn på stranden, hvor man kan låne vaders, net og spande til at fange dyr med. Aktiviteten kl. 14 kan eksempelvis være at koge rejer eller spille strandbingo.
Nationalparkguiderne kan man møde hver dag fra 25. juni til 7. august kl. 10-17 på en af de tre udendørsstationer.