Gåsehud og blanke øjne: Frivillige har endelig overgivet skoven til festivalhungrende gæster efter tre års pause
Mange frivillige har arbejdet hårdt på at gøre Bøgeskoven klar til festival. Onsdag klokken 14 overdrog de festivalpladsen til alle de hungrende gæster, og det var en kæmpe forløsning at nå dertil.
Der er ved at være tætpakket på bakken foran hovedindgangen til Bøgeskoven. De mange frivillige er ved at gøre klar til at byde de mange festivalhungrende gæster velkommen til fem dages fest.
Der er kun en smal passage til gæsterne, der venter i en stor klump på den anden side af hovedindgangen. Vagter beder de frivillige trække længere ud til siden, så der er plads til gæsterne, der snart løber ind for både at møde Walther og resten af skoven, der efterhånden emmer af kærlighed, fest og smuk stemning.
Alt er klar. Nu skal klokken bare slå 14.
En af de frivillige, som nu venter på forløsningens glæde er 21-årige Julie Østergaard fra Skanderborg. Hun har været med til at gøre Bøgeskoven klar siden lørdag. Og hun glæder sig til, at resten af skovens festlige gæster kan komme ind.
Og så er hun hamrende glad for at være tilbage i Bøgeskoven.
»Det er skide dejligt at være tilbage i skoven. Det er fedt at være samlet igen,« lyder det fra Julie Østergaard, der ikke har set sin gruppe af frivillige siden sidste Smukfest tilbage i 2019.
»Så det er virkelig dejligt at se alle folk igen,« siger hun.
Unikt sammenhold
En af hendes medfrivillige giver hende ret i lykken i at være tilbage. Hårene på armene har rejst sig, og øjnene er blanke. Han er tydeligt rørt over endelig at stå i Bøgeskoven igen.
»Det handler jo om sammenhold og kuldegysninger,« siger Henning Andersen, som i øvrigt har været frivillig i 16 år.
Også Julie Østergaard har efterhånden mange år på Smukfest bag sig. Allerede som syvårig blev hun introduceret til Smukfest.
»Jeg kunne slet ikke forestille mig at købe en billet selv. Det ville overhovedet ikke være det samme,« siger Julie Østergaard.
For fællesskabet blandt de frivillige er noget helt unikt - og flere steder beskrives fællesskabet blandt de frivillige som en slags familie.
Sådan har familien Dahl fra Vrold det også.
Annita Dahl Frost blev hevet med på festival som helt ung, og hun har været med på Smukfest i alle år på nær de to første år. Hun står ved siden af sin mor Stella Dahl Nielsen og venter på, at de sammen med alle de andre frivillige kan synge gæsterne ind ad hovedindgangen.
»Det er dejligt at overgive skoven nu, og det er da også specielt at stå her igen nu,« lyder det fra Annita Dahl Frost.
»Nu kan vi endelig begynde at slappe af igen,« supplerer hendes mor Stella Dahl Nielsen fra Vrold hende.
Mor og datter har det meste af familien med i Bøgeskoven, og nu glæder de sig til igen at feste i Bøgeskoven efter tre års pause.