Gnisten får plads til et større publikum
Spillestedet lancerer desuden et stort efterårsprogram med hele 16 koncerter og events.
Spillestedet Gnisten i Ry går snart i gang med nogle byggeprojekter, der betyder, at der kan blive plads til flere gæster i bygningen på Møllegade. I løbet af sensommeren bliver der indsat nye branddøre, og samtidig bliver der opsat et handicaptoilet og lavet træterrasser langs huset. Det vil betyde, at sikkerheden bliver styrket, og at brandmyndighederne - hvis alt går som forventet - giver spillestedet lov til at lukke flere mennesker ind.
»Hele ”projekt Gnisten” bliver dermed styrket betydeligt, og samtidig kan vi give endnu flere mennesker chancen for at opleve musik og kultur i Gnistens helt unikke ramme,« lyder det fra Gnistens formand Birgitte Højland i en pressemeddelelse.
Gnisten har fået doneret midler fra Ry Puljen, Vanførefonden og Østifterne til disse projekter.
16 begivenheder
Ud over forbedringer af bygningen har Gnisten også lanceret et stort efterårsprogram med hele 16 koncerter og events.
23. august er der spansk flamenco på programmet i den helt store stil. En stor gruppe flamenco-talenter fra den sydspanske by Jerez de la Fronteras optræder på Gnisten, og som en del af koncerten - og inkluderet i billetten - serveres der smagsprøver på de berømte vine og små delikatesser fra det sydlige Andalusien.
Koncerten er en del af et større dansk-spansk samarbejde og har forbindelse til Jerez de la Fronteras arbejde på at blive Europæisk Kulturhovedstad i 2031. En del af overskuddet fra koncerten vil i øvrigt gå til, at en ung lokal musiker fra Gnistens Unge, Victor Aage Lundsgaard, tager med til Jerez i efteråret som led i den kulturelle udveksling.
Blandt andre usædvanlige arrangementer i sensommeren kan nævnes et stort jazz-arrangement kaldet ”Jazz for generationer” 23. september i forbindelse med Kulturaften 2022. Her kan man opleve det unge band Strasbourg, der har flere medlemmer fra Ry og omegn, samt Sunday Mornin’ Jazzband. Dette band består af flere gengangere fra Ry Jazzværk, og deres repertoire minder om Ry Jazzværks. Aftenen slutter med, at de to bands fusionerer i en stor omgang jam session.
Hele Gnistens program kan ses på spillestedets hjemmeside og på Facebook.