Nu er der garnfestival på Aarhus Ø
Den lokale iværksætter bag Yarnbook, Maiken Andreasen, står bag den nye festival for garnelskere.
Den danske online markedsplads for garnelskere, Yarnbook, udvider sit kreative univers med lokal garnfestival på Aarhus Ø, som favner fællesskabet om garn. Det fremgår af en pressemeddelelse.
Yarnbook skyder Aarhus Festuge 2022 i gang med hyggelige strikkecaféer, underholdende events, læringsrige workshops og en masse godt til ganen.
Yarndays finder sted 26.-28. august 2022 i Generationerens Hus på Aarhus Ø, hvor fællesskabet er omdrejningspunktet. Weekenden står i garnets tegn, og Yarnbook har strikket et program sammen med noget til enhver smag, hvad enten du er nybegynder, superstrikker, hækler eller noget helt fjerde.
Man er mere end velkommen til at kigge forbi og hænge ud i café Øens Madhus.
Man kan også tage et kig forbi Yarnbooks Popup Showroom og fordybe sig i mere end 100 nøje udvalgte strikke- og hækledesigns udviklet af dygtige danske designere, som alle er repræsenteret på platformen Yarnbook.
Den er udviklet af Maiken Andreasen fra Mårslet. Hun synes, at de mange forskellige onlie-fora roder. Opskrifterne ligger spredt på for mange platforme, og strikkerne mangler en platform, hvor de kan finde inspiration, samle og købe opskrifter til næste projekt.
Uanset om man er til læring, inspiration eller ønsker at hænge ud med sit strikketøj og en latté, så er der mulighed for det hele denne weekend i bedste selskab med en masse andre garnelskere.