Reggae-musik i gaden
Slo Down og One Love Marley Band åbner Festugen med gadekoncert.
Der er lagt op til fest, når Danmarks ældste reaggeband Slo Down med Ole Brockmann i front, og One Love Marley Band spiller koncert på pladsen foran Under Masken.
Det er fredag 26. august klokken 21.
Slo Down har været på den danske musikscene siden 1983 båret af passion og stamina, vedholdenhed og kærlighed til musikken. Alle tracks er skrevet af Don Brock, stærkt inspireret af de store reggaekunstnere Bob Marley, Burning Spear og Steel Pulse med vægt på den tunge bas, melodien og tekster med budskaber.
Det skriver More Music i en pressemeddelelse.
Sangene emmer af holdninger til systemernes indbyggede undertrykkelse og begrænsninger. De handler om fest, dans og feeling allright, og de handler om dedikeret kærlighed.
One Love Marley Band er en hyldest til Bob Marley, musikken, teksterne og den legendariske Roots Rock Reggae. Vuggende vibrationer, puls og lethed vil strømme ud af anlægget med sange om frihed, kærlighed, tolerance og respekt.
Bandet har fået ny sangerinde i front og nye sange på sætlisten fra det store sangkatelog.
One Love Marley Band arbejder målerret på at udtrykke detaljerne i musikken, det originale udtryk, de autentiske riffs, sangenes signaturer og originalitet.