Fortsæt til indhold

På skovtur med Symfonien

Gå med i lunden, når Aarhus Symfoniorkester bevæger sig langt ind i skovens dybe stille ro.

Kultur og byliv

Aarhus Symfoniorkester slipper musikken løs i Marselisborg skoven med projektet ”Symfoni i det fri” 25.-27. august. Projektet er udviklet og opføres i samarbejde med Teater Fluks.

I grupper bliver publikum ført ud på en rejse: En guidet musikalsk vandring gennem Marselisborgskovenes smukke omgivelser.

»Undervejs er der indlagt forskellige symfoniske pusterum, hvor I aktivt vil opleve musik komponeret om, til og i samspil med naturen og dens lyde,« skriver Aarhus Symfoniorkester i en pressemeddelelse.

I løbet af en nøje tilrettelagt vandring gennem skov og strand, møder publikum, Vandrerne, en organisk oplevelse, der blander naturens lyde med smuk musik. Selv bidrager vandrerne også til oplevelsen, og instrueres og guides undervejs af Teater Fluks og multimusikeren Mark Stewart.

Til sidst slutter alle med et fælles ritual under trækronerne.

Koncerten er en del af Aarhus Symfoniorkesters ”VelLyd” serie, som belyser sammenhængen mellem musik og sundhed.