Fortsæt til indhold

Hornslet Løb & MTB inviterer igen til ”motion på slottet”

Rosenholmløbet har overhalet tiden med corona og er efter to års pause tilbage i storform.

Kultur og byliv
Mogens Greve

Uanset om din motivation er sundhed, oplevelse eller en god tid, så ER Rosenholmløbet en sund og god oplevelse.

To års opsparet energi kan slippes løs, når løbet vender tilbage søndag 11. september.

Start og mål i slotsparken

Løbet foregår i samme naturskønne omgivelser som tidligere år – på en blanding af skov- og grusstier og asfalt i området omkring Rosenholm Slot.

Start og mål er i slotsparken, hvor tilskuere og familiemedlemmer kan nyde den flotte kulisse, mens løberne oplever dele af lokalområdet fra en af de officielle løbsruter.

Meld dig til nu

Løbsarrangøren, Hornslet Løb & MTB, glæder sig over, at også en række lokale handlende og virksomheder har skrevet sig ind på deltagerlisten.

Og man opfordrer alle med samme tanker til at tilmelde sig nu, da det er med til at inspirere endnu flere til at bruge nogle timer på en sund oplevelse i de flotte omgivelser.

Fire kategorier

Løbsdeltagerne kan vælge mellem de fire kategorier børneløb 1,3 km for børn under 9 år, 5 km løb og walk, 10,5 km løb samt halvmarathon.

De enkelte kategorier starter på forskellige tidspunkter mellem kl. 10.30 og kl. 11.05.

Der er medaljer til alle børn i børneløbet - og goodiebags til alle deltagere på de øvrige distancer.

Gennemfører du 1/2 marathon, kan du desuden købe en medalje som bevis på bedriften.

Udlevering af startnumre foregår fra kl. 9.