Fortsæt til indhold

Hinnerupkoret søger sangglade folk

En ny sæson starter snart, og koret er abent for nye medlemmer.

Kultur og byliv
sra

Kan man lide at synge, og vil man gerne synge et blandet repertoire af rytmiske og klassiske numre, så er Hinnerupkoret måske stedet. Sæsonen starter 1. september, og koret er åbent for nye sangere i alle stemmegrupper: sopran, alt, tenor og bas.

»September er et rigtig godt tidspunkt at starte,« siger Frida Hvelplund, der er korets nye dirigent.

»I denne sæson skal koret synge numre som “Africa” af Toto og “California Dreaming” af The Mamas and the Papas”. Det er nogle velkendte og klassiske rytmiske numre, så det bliver rigtig spændende.«

Frida Hvelplund er korets nye dirigent, som afløser for Alexander Damsgaard, der skulle til Stockholm og læse. Frida er opvokset i det aarhusianske kormiljø, uddannet kirkesanger og har Søften Kirkes børnekor.

Hinnerupkoret består af omkring 25 sangere fra Hinnerup og omegn. Koret optræder til julekoncerter og forårskoncerter, og i år er koret arrangør af Favrskov Korfestival.

Torsdag den 1. september er der åben korprøve på Rønbækskolen i Hinnerup. Tilmelding sker via hinnerupkoret.dk.