Fortsæt til indhold

Centimeter Maraton i Skanderborg

42.195 centimeter er afstanden, som børnene skal tilbagelægge i Centimeter Maraton.

Kultur og byliv
sra

Søndag den 11. september er der igen Centimeter Maraton i Byparken. Her kan børnene løbe deres helt egen maratondistance på 42.195 centimeter, det vil sige 422 meter.

Centimeter Maraton er et løb for alle børn i alderen 2-10 år og deres voksne. Frisk luft, sjov og sved på panden er hovedingredienserne i Centimeter Maraton. Løbet har til formål at give hele familien en god og aktiv oplevelse samtidig med, at man støtter et godt formål.

Ruten på 42.195 centimeter giver børnene mulighed for at løbe deres helt egen maratondistance. Løbet afvikles på vaskeægte maratonmanér med fællesopvarmning, start- og målportal samt uddeling af løbsnumre, refleksveste eller t-shirts, løbstasker, diplomer og seje guldmedaljer med Rasmus Klump til alle deltagende børn.

Løbet bliver skudt i gang klokken 11 i Byparken, og fra klokken 10 er der udlevering af refleksveste, t-shirts og løbstasker. Klokken 10.50 er der opvarmning med selveste Rasmus Klump. Efter løbet er der diplomer og guldmedaljer til alle, snacks, tegnekonkurrence, udklædningsværksted og meget mere.

Billetter koster 125-150 kroner for børnene. Prisen afhænger af om man vil have en refleksvest eller en t-shirt. Man bestemmer selv om børnene løber alene eller sammen med en voksen. Det er gratis for de voksne at løbe eller gå med.

Centimeter Maraton arrangeres af Børneulykkesfonden og Rasmus Klump. Overskuddet fra løbet går ubeskåret til Børneulykkesfondens forebyggende arbejde.

Løbet i Skanderborg støttes af Kulturhuset Skanderborg og billetter kan købes på Kulturhusets hjemmeside.