Fortsæt til indhold

Boksepromotor Mogens Palle er død

Den tidligere boksepromotor døde lørdag morgen.

Kultur og byliv
am

Mogens Palle er død i en alder af 88 efter længere tids sygdom. Lørdag morgen sov han ind omgivet af den nærmeste familie.

Det oplyser Mogens Palles datter Bettina Palle på Facebook ifølge Ekstra Bladet.

Tilbage i februar blev han diagnosticeret med lungekræft, hvor lægerne fandt to tumorer på hans lunger.

»Jeg har tænkt over det, og du ved, hvad faen, det er jo bare at lukke øjnenen, ligesom når du falder i søvn. Sagen er bare, at du ikke vågner. Det hjælper ikke at græde over det, fordi kun ikke kan ændre på det,« sagde han til Ekstra Bladet tilbage i februar, da han fik diagnose.

Mogens Palle efterlader sig et eftermæle som dansk boksnings ’grand old man’. Allerede i en alder af 23 begyndte han sammen med sin far, Thorkild Palle, at arrangere boksestævner i KB Hallen. Siden har han skabt et væld af verdens- og europamestre i sin tid som promoter. Heriblandt Mikkel Kessler, Brian Nielsen og Ayub Kalule.

Ligesom han lykkedes med at få en 35-årig Mike Tyson til Danmark for at kæmpe mod Brian Nielsen.

Mike Tyson og Mogens Palle i 2001 til pressemøde før kampen mod Brian Nielsen. Arkivfoto: Poulsen Lars/Ritzau Scanpix

I 65 år var Mogens Palle promoter. Datteren Bettina Palle er gået i farens fodspor og overtager stafetten.

»Den sejeste mand, jeg kender, er gået bort,« udtaler hun i en meddelelse ifølge DR til Ritzau.

Mogens Palle efterlader sig foruden datteren, Bettina, også barnebarnet, Christian.