Fortsæt til indhold

Populær udstilling forlænges

Kultur og byliv
sra

Det er med stor glæde Randers Kunstmuseum kan meddele, at den store anmelderroste soloudstilling med Kenneth Rasmussens (f. 1971) spektakulære og sanselige installationer, grafiske og keramiske værker forlænges med fire uger. Det skriver kunstmuseet i en pressemeddelelse.

Efter planen skulle udstillingen lukke den 4. september, da renoveringen af Kulturhuset skulle starte op i september, men byggeprojektet er stadig i proces. Så hvis man ikke har haft mulighed for at lægge vejen forbi er der nu rig lejlighed til at besøge kunstmuseet og få en fantastisk udstillingsoplevelse med.

Kenneth Rasmussen bor og arbejder i Randers, hvor han er tilknyttet kunstskolen Bifrost, der har opbygget faciliteter og ekspertise i at understøtte kreative talenter blandt udviklingshæmmede. Det er der, som Kunstavisen skriver, ”blevet en ekstraordinær og utrolig spændende udstilling ud af”.

Kenneth Rasmussen har udstillet verden over med sine værker; men udstillingen på Randers Kunstmuseum er hans første soloudstilling på et dansk kunstmuseum.