Fortsæt til indhold

En på 38 - og en på fire

Den 59-årige skuespiller Brigitte Nielsen bliver ofte spurgt af mænd, om det ikke er udmattende at være mor i hendes alder. Men det er det langtfra, siger hun.

Kultur og byliv
/ritzau/

Den danske stjerne Brigitte Nielsen blev i en alder af 54 mor til sit femte barn, datteren Frida.

Hun kom til verden i 2018 efter en årelang fertilitetskamp for Brigitte Nielsen og hendes mand, Mattia Dessi.

Den i dag 59-årige model og skuespiller har i forvejen fire voksne børn, og særligt mænd går ud fra, at det i hendes alder må være trættende at blive mor igen.

Det skriver det britiske medie Daily Mail, som citerer avisen The Times.

»Mænd siger til mig: »Du er næsten 60, og du har en fireårig. Hvorfor er du ikke udmattet?,« fortæller Brigitte Nielsen til avisen og fortsætter:

»Jeg svarer dem: »Jeg er en kvinde«. Vi mødre er stærke.«

Afslører tvivl

Alligevel har hun selv haft sine tvivl, afslører hun.

»Før jeg fødte Frida, tænkte jeg: »Hvordan skal jeg klare det? Det bliver udmattende.« Men jeg er lige fyldt 59, og hun giver mig så meget energi,« lyder det fra den erfarne mor, der fortsætter:

»Siden hun blev født, er jeg vågnet begejstret op hver dag.«

Fra Nielsen til Stallone

Brigitte Nielsen opnåede stjernestatus, efter at hun i 1985 spillede over for Sylvester Stallone i boksefilmen ”Rocky IV”.

De to blev gift kort tid efter filmens premiere, hvorefter hun i årevis var kendt som Gitte Stallone.

Danskeren har været gift i alt fem gange, første gang med den danske musiker Kasper Winding, som hun har en 38-årig søn med.

Hun danner nu par med 43-årige italienske Mattia Dessi, som hun blev gift med i 2006.

De to bor sammen med datteren Frida i den amerikanske by Los Angeles.