Indie-pop steppeulve-vindere med nyt album
2007-vinderne af en Steppeulv som Årets Gruppe, Moi Caprice, lufter deres nyeste album efter lang pause på en koncert i Voxhall.
Moi Caprice udkom med gruppens sjette album, ”Nine Lives” i maj. Nu spiller de koncert på Voxhall 30. september kl 21, fremgår det af en pressemeddelelse.
»”Nine lives” er et album som viser, at bandet er blevet et sammentømret orkester, som har fundet en anderledes lethed i deres sangskrivning. Men på trods af de nye numres mere tempofyldte og lette udtryk, så kan Moi Caprice ikke løbe fra bandets grundliggende melankoli,« står der i pressemeddelelsen.
Det forrige ’Becoming Visable’ markerede afslutningen af en lang, udefineret pause for Moi Caprice, der i perioden 2002 – 2009 udsendte fire albums, tre EP’er og en opsamlings-CD. Bandet blev aldrig opløst og da forsanger Michael Møller og trommeslager Casper Henning Hansen tilfældigt løb på hinanden i sommeren 2018 blev kimen lagt til at revitalisere bandet.
Moi Caprice var i 00’erne blandt de mest anmelderroste bands på den danske musikscene, og bandets fire album kastede en række radiohits af sig, heriblandt tre Ugens Uundgåelige på P3, samt en række førstepladser på det hedengangne Elektriske Barometer. De turnerede i store dele af verden og optrådte blandt andet to gange på Roskilde Festival. De var flere gange nomineret til Danish Music Awards og modtog i 2007 en Steppeulv som Årets Gruppe.
30. september klokken 21 giver indiepop-bandet koncert på Voxhall i Aarhus.