Fortsæt til indhold

Papirteaterkoncert på en bund af Pink Floyd

Papirteatret Meklenborg gæstespiller på Katapult med miniteaterkoncerten "Mother Tell Me More" med musik af Pink Floyd.

Kultur og byliv

Syd og Emily hedder hovedpersonerne i Papirteatret Meklenborgs miniature-teaterkoncert … og det er en berømt ”Syd”, der har skrevet både musikken og teksten til dramaet: Medstifter og oprindelig frontperson i verdensberømte Pink Floyd.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Teater Katapult, hvor teaterkoncerten med musikalsk fortolkning af orkestret Undertow kan opleves.

Tekst skrevet af Roger Keith ”Syd” Barrett – den oprindelige sangskriver og guitarist i legendariske Pink Floyd – toner frem i en helt særlig form i papirteaterkoncerten ”Mother Tell Me More” 4.-8. oktober.

Her får vi historien om Syd og Emily, som vi oplever fra barndomsforelskelsen til den voksne længsel efter det svundne. Med udgangspunkt i Syd Barretts sange skabes et surrealistisk sangunivers, fuldt af længsel og poesi.

I forestillingen bliver den gamle kunstform papirteater aktuel ved at gribe fat i nutidige fortællinger. Designeren Suse Hartung leverer de surrealistiske rammer og musikken skaber et særligt sangunivers om de to hovedpersoner.

Det progressive og psykedeliske rockband Pink Floyds første guitarist – legenden Syd Barrett – havde uvurderlig betydning for udviklingen af gruppens musik, selv om han på grund af interne stridigheder om sit LSD-misbrug røg ud af orkestret allerede i 1968; kun tre år efter, bandet blev dannet.

Den dag i dag hylder nuværende inkarnationer af Pink Floyd ham stadig fra scenen, når de spiller.