Fortsæt til indhold

Nattergalen på syre

"Det kontaktløse forhold" på Katapult er en syret udgave af H.C. Andersens "Nattergalen".

Kultur og byliv

’Psycho’-morderen Norman Bates, japanske dating-robotter og H.C. Andersen er blandt inspirationskilderne til ”Det kontaktløse forhold” – en vild, syret og tankevækkende komedie om faren for menneskelig fremmedgørelse i en digital verden.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Teater Katapult, hvor gæstespillet af Det Olske Orkester kan opleves 11.-12. oktober.

I forestillingen møder man en ensom mand omgivet af digitale apparater, som bliver forstyrret af et andet levende menneske og ikke kan tåle det. Hendes musik bag væggen går ham på nerverne. Hendes sang gør ham beklemt. Bevidstheden om hendes eksistens gør ham angst!

Han gemmer sig i sengen med puder for ørerne … indtil han pludselig ryger ned gennem et stort sort hul til en helt anden verden. En verden uden levende væsner, kun beboet af en dukke. En perfekt kopi af mennesket, uden fejl og mangler. En, der ikke generer manden, men holder ham med selskab på hans præmisser …

Ud over inspirationen fra ’Nattergalen’ er der i ”Det kontaktløse forhold” også associationer til Hitchcocks ’Psycho’-karakter, Norman Bates, og japansk social dating, hvor man mødes med og har romantiske forhold med robotter.

Den nonverbale, syrede komedie bliver til i en blanding af fysisk vildskab og marionetteater-symbolik i samspil mellem live-skuespillerne og fantastiske dukker skabt af den anerkendte dukkemager og scenograf Rolf Søborg Hansen.

”Det kontaktløse forhold” er et seriøst wake-up-call om, at en forbindelse, en relation gennem en skærm, som blot er en billigere version af os selv, ikke kan erstatte vores menneskelige væren.

Forestillingen er en – helt selvstændig – del 2 i Det Olske Orkesters trilogi med overskriften ‘Overlevelse i nyere tid’. I trilogien (der begyndte med sidste sæsons ’Det Førerløse Menneske’) stilles skarpt på den moderne verdens digitalisering … og den menneskelige fremmedgørelse, der kan følge i dens kølvand.