Debutantpris til Rasmus Theisen for romanen Andre hunde -'Isbjergstort tillykke!'
»Sproget er som projektiler, der sættes sig i kødet på læseren,« lød det i en anmeldelserne af Rasmus Theisens debutroman, som han den sidste fredag i september modtog Bodil og Jørgen Munch-Christensens Kulturlegat for. Forfatteren er født og opvokset på Mols, hvor han siden er vendt tilbage til.
Bodil og Jørgen Munch-Christensens Kulturlegat er stiftet i 2005 og uddeles årligt »til to yngre danske forfattere, der har haft en lovende debut«.
Legatet er stiftet af duoen, der var boghandlerpar i Vejle, med egen forretning siden 1947. Jørgen Munch-Christensen (1918-2004) var under besættelsen aktiv i modstandskampen og senere i en periode byrådspolitiker. Prisen på 2 x 50.000 kr. overrækkes på Vejle Bibliotek hvert år den sidste fredag i september.
I år var den ene af prismodtagerne 26-årige Rasmus Theisen for debutantromanen ’Andre Hunde’.
Rasmus Theisen er født og opvokset på Mols, hvortil han nu er vendt tilbage og har slået sig ned. Han er uddannet fra Forfatterskolen i 2019 og debuterede som forfatter med ’Andre hunde’ i august 2021 på Forlaget Gyldendal.
Debuten blev modtaget med stor ros blandt anmelderne. Der vankede bl.a. 5 ud af 6 hjerter i Politiken.
Magt og afmagt
Rasmus Theisen besluttede som 21-årig at tage en taske over skulderen og rejse til Vestgrønland på ubestemt tid.
Han flyttede under opholdet fra bygd til bygd og arbejdede sig frem som ufaglært.
Oplevelserne fra sit lange ophold i Grønland brugte Rasmus Theisen som afsæt til at skrive sin roman.
Et centralt tema i ’Andre hunde’ er spørgsmålet om forfatterens egen position som koloniserende stemme. Theisen vil udfordre sin position ved bl.a. at stille sig selv spørgsmålet: »Stjæler jeg nogens historie, er der ikke skrevet nok bøger om Grønland af danskere?«.
Rasmus Theisen vil med ’Andre hunde’ diskutere, om romanen som kunstform tilbyder et rum, hvor koloniseringen ikke kun er noget fjernt og abstrakt, men noget hverdagsligt, der hele tiden udspiller sig i parløbet, interaktionen, mellem de forskellige karakterer.
For meget ...
Kritiker Lars Bukdahl, Weekendavisen, der har plads i juryen som udpeger de to vindere til Bodil og Jørgen Munch-Christensens Kulturlegat, holdt hyldesttalen til Rasmus Theisen ved prisoverrækkelsen:
Bukdahl sagde bl.a.
»Det er for meget af det gode, at Ramus Theisens debutroman ’Andre hunde’ både er en fremragende, følsom roman om en ung mand, der skal finde sig selv i det fremmede og omvendt, og en fremragende, kritisk roman om danskernes kolonialistiske attitude og praksis i Grønland og en fremragende, uhyggelig roman om slædehundes mystiske sygdom og mishandling, men som Mae West korrekt udtalte: for meget af det gode er vidunderligt.«
Bukdahl afsluttede sin hyldest med et: »Isbjergstort tillykke!«