Guide: Fed efterårsferie for hele familien
I efterårsferien summer Aarhus af spændende, sjove, skæve og udfordrende aktiviteter for både børn og voksne. Århus Onsdag redaktionen har her udvalgt seks, som vi i hvert fald ikke vil gå glip af.
Uge 42 er efterårsferie, og efterårsferie er børnenes ferie. Mest i hvert fald. Og hvorfor ikke udnytte at ungerne har fri fra skole og tage på oplevelsesjagt rundt i byen, hele familien? I efterårsferien er der nemlig et hav af sjove, spændende og udfordrende aktiviteter, hvor både familiens yngste og ældste kan være med. Tegn på vægge, lav skarnsstreger, mød et talende skelet, lav din egen roelygte eller magiske amulet og meget, meget mere. Aarhus byder på en spraglet vifte af muligheder i hele uge 42, så det er bare med at komme afsted.
Rigtig god fornøjelse og rigtig god efterårsferie!
Lav skarnsstreger med Emil og Pippi
Hver dag i efterårsferien inviterer museet børn og deres familier til at prøve en masse sjove aktiviteter, inspireret af Astrid Lindgrens velkendte fortællinger om Pippi Langstrømpe og Emil fra Lønneberg, som tit laver det, de voksne synes, at de ikke må. Skarnsstreger! Fra 15. til 23. oktober kan I på Køn blandt andet lave jeres eget aktivistiske badge, gå på tingfinderjagt, lege Jorden er giftig, bage pandekager, gå på stylter, lave jeres egen spunk eller snitte jeres egen træmand. Og måtte familiens yngste ikke kende Emil og Pippi eller trænger de voksne til en genopfriskning, er der selvfølgelig også mulighed for at tage et kig i museets særudstilling om Astrid Lindgren; “#Ingen lille lort”.
Museet Køn, Domkirkepladsen 5, Aarhus C. 15.-23. oktober, mandag til søndag klokken 10.00-16.00. Entré. Se mere på konmuseum.dk.
Oplev vaskeægte gys og gru
Til Halloween i Tivoli Friheden fra 15. til 23. oktober spreder vaskeægte uhygge, gys og gru sig overalt i forlystelsesparken. I efterårsferien kan små som store forvente at få kuldegysninger over hele kroppen, når Friheden inviterer indenfor i en park pyntet med grufulde Halloween-udsmykninger, og hvor skræmmende monstre, talende skeletter og hvinende spøgelser vandrer omkring på stierne og ved forlystelserne.
Så saml alt jeres mod, tag hinanden i hænderne og kig forbi Friheden i efterårsferien, hvor I også kan skære jeres eget uhyggelige græskar eller lave jeres egen lanterne.
Tivoli Friheden, Skovbrynet 5, Aarhus C, 15.-23. oktober, mandag til søndag klokken 11.00-21.00. Entré. Se mere på friheden.dk.
Rejs tilbage til stenalderen
Tirsdag til fredag i efterårsferien inviterer Moesgaard Museum hele familien på stenalderekspedition. Her sætter museets formidlere scenen for spændende aktiviteter for både krop og hjerne, der med udgangspunkt i stenaldermenneskets liv og leveform viser, hvordan det var at leve i stenalderen ca. 12.000 år f.Kr. Prøv kræfter med at fange fisk og skyde med bue, smag stenaldersuppe og spil sankespil eller lav jeres helt egen magiske amulet,
Moesgaard Museum, Moesgård Allé 15, Højbjerg, 18.-21. oktober, tirsdag til fredag klokken 09.00-16.00. Entré. Se mere på moesgaardmuseum.dk.
Tag på eventyr blandt mytiske væsner
Saml familien og tag en tur på Naturhistorisk Museum i efterårsferien og opdag en verden af magiske dyr og mytiske væsner. Fra 15. til 23. oktober kan børn og voksne lade sig fascinere, udfordre og overraske, når museet inviterer på spændende drage-fortællinger, QuizBattle, rollespil, skumringstur, dissektion af dådyr og meget mere. Bliver I lækkersultne undervejs, holder museets pandekagebod åbent alle dage.
Naturhistorisk Museum, Wilhelm Meyers Allé 10, Aarhus C, 15.-23. oktober klokken 09.00-17.00. Entré. Se mere på naturhistoriskmuseum.dk.
Luk uhyggen ind til Allehelgen
Uhyggen breder sig i de brostensbelagte gader til Allehelgen i Den Gamle By i efterårsferien. Her kan I høre præsten, skomagermadammen, gårdskarlen og gøglerne fortælle om overtro, varsler og mystiske væsner. I kan snitte jeres egen roelygte, lave jeres egne bolsjer eller kreere jeres egne figurer til et (u)hyggeligt skyggespil. Og når sulten melder sig oven på dagens uhyggelige strabadser, kan I nyde en lun kartoffel-porre suppe på Festpladsen ved Apotekerboden.
Den Gamle By, Viborgvej 2, Aarhus C. 15.-23. oktober og weekenden 29.-30. oktober, alle dage klokken 10-17. Alle under 18 år har fri entré. Se mere på dengamleby.dk.
Slip kreativiteten fri
Former, farver, geometri og natur. Det hele er i spil, når I besøger Aros i efterårsferien. Hele ugen vil der være en bred palette af sjove, kreative aktiviteter, som byder sig til. Der skal tegnes på vægge, naturen skal hyldes og modellervoks skal blive til kreative og farverige former i gættelege. Så find jeres kreative side frem, kridt skoene og se at komme afsted. Heldigvis holder Aros åbent hele efterårsferie, så der er en god chance for at prøve kræfter med flere af de mange aktiviteter.
Aros Kunstmuseum, Aros Allé 2, Aarhus C. 15.-23. oktober, mandag - fredag klokken 10.00 - 21.00, weekend klokken 10.00 - 17.00. Alle under 18 år har fri entré. Se mere på aros.dk.