TV 2-stjerne rørt over kollega: Det sker, når man kender hinanden godt
Thue Ersted Rasmussen har et særligt forhold til kollegaen Jens Jørn Spottag. Det gjorde en bestemt scene mulig, som skuespilleren her fortæller om.
Femte sæson af den populære dramaserie ”Sygeplejeskolen” er for nylig blevet skudt i gang på TV 2 Charlie.
I denne omgang kan seerne se frem til at komme endnu tættere på reservelægen Christian Friis.
Det fortæller skuespilleren bag, Thue Ersted Rasmussen.
»Det er jo blevet antydet i et par sæsoner, at Christian har specielt forhold til sin familie. Nu bliver der afdækket noget mere af de relationer,« forklarer han.
Den unge læge har et kompliceret forhold til særligt sin far, som han mener, kun har øjne for Christians lillebror.
Men i sæsonens andet afsnit får reservelægen netop den bekræftelse, som han søger - omend fra en lidt uventet kant.
Hvis du endnu ikke har set afsnit to, skal du ikke læse videre. For nu fortæller Thue Ersted Rasmussen om scenen.
Anerkendelsen kommer fra Christians kollega - overlæge Bent Neergaard, der spilles af Jens Jørn Spottag.
»Min far ser ikke mig som noget særligt,« siger Christian til Bent, inden han fortæller, at forældrene har valgt at overlade familiefirmaet til hans lillebror frem for ham.
»Til gengæld kan jeg så fortælle Dem, at De bliver en glimrende læge. De har sans for det,« lyder svaret fra Bent, der ellers sjældent uddeler komplimenter.
I det øjeblik på settet blev Thue Ersted Rasmussen pludselig rørt, fortæller han.
»Og det var faktisk slet ikke planlagt, at scenen på den måde skulle være rørende. Jeg kunne bare mærke det i nuet. Jens Jørn leverede den replik så indfølt og med et helt faderligt lys i øjnene,« siger den 36-årige skuespilleren og fortsætter:
»Det er ikke altid, at det lykkes at få sådan noget frem. Men når man kender hinanden rigtigt godt, og det er så eminent en skuespiller som Jens Jørn, så bliver man jo rørt.«
De to skuespillere har spillet over for hinanden i mange forskellige roller. Især på de skrå brædder på Det Kongelige Teater har de brugt mange timer i hinandens selskab.
Normalt er stemningen mellem dem ikke nær så alvorlig, som den blev i lige den specifikke scene, fortæller Thue Ersted Rasmussen.
»Når vi er på set sammen, er der altid en legesyg energi. Vi kører hinanden op,« siger han og fortsætter:
»Det passer godt til Bent og Christian. De har en særlig måde at tale sammen på og en indforståethed. Det kommer nok af vores private forhold, som vi fylder lidt ind i vores roller.«
Hvad der videre sker med de to læger, kan man følge i ”Sygeplejeskolen”.
Andet afsnit kan allerede nu ses på TV 2 Play, mens det på TV 2 Charlie bliver sendt søndag aften.