Fortsæt til indhold

Ebdrup vil ikke bidrage med en mere til menighedsråd - men mon ikke biskoppen ser stort på det?

Kolind-Ebdrup-Skarresø Menighedsråd forventer, at biskoppen vil acceptere, at rådet er kørende resten af valgperioden, selvom der mangler yderligere en repræsentant fra Ebdrup.

Kultur og byliv

Kolind-Ebdrup-Skarresø Menighedsråd har ikke været beslutningsdygtigt siden slutningen af maj, hvor fire medlemmer plus to suppleanter på samme tid sagde farvel og tak.

Til et såkaldt udfyldningsvalg i sidste måned lykkedes det at finde substitutter for de frafaldne bortset fra, at det ikke var muligt at finde yderligere et medlem fra Ebdrup.

Menighedsrådet repræsenterer tre separate sogne, og de syv medlemmer i rådet plus gerne tre suppleanter skal dække de tre sogne ind efter følgende model: Tre fra Kolind, to fra Skarresø og to fra Ebdrup.

11. oktober var skæringsdatoen for at finde en ny kandidat fra Ebdrup, men det har været en umulighed, oplyser formand Søren Rønde Hansen.

Det har han meddelt Biskop Henrik Wigh-Poulsen.

Det er nu op til biskoppen at tage stilling til, hvad der skal ske, når et menighedsråd ikke lever op til sine vedtægter.

I det konkrete tilfælde lyder et forsigtigt gæt på, at biskoppen alligevel siger ’go’ til det nye menighedsråd og accepterer, at det ikke er lykkedes at finde en repræsentant fra Ebdrup, men at pladsen er åben, hvis der senere melder sig en kandidat.

Det er Søren Rønde Hansen enig i.

»Men jeg afventer en melding fra biskoppen, før jeg vil sige det højt,« siger Søren Rønde Hansen.

Store opgaver venter

Det nye menighedsråd mødtes torsdag i sidste uge for første gang. Der er store opgaver på programmet, som har ligget i venteposition og brak meget længe.

Først og fremmest renoveringen af præstegården og den tilhørende konfirmandstue i Gl. Kolind. Historien har været en evergreen i en årrække, hvor Kolind-Ebdrup-Skarresø Menighedsråd og Provstiudvalget ikke just har været på julekort sammen.

Først når arbejdet er sat i værk, og en slutdato for, hvornår præstegården er klar til indflytning for en ny sognepræst, bliver stillingen slået op.

Vi er superglade for Per, og han trives med os, så mon ikke vi får lov til at beholde ham.
Søren Rønde Hansen

I denne måned er det fem år siden, at en institution i Kolind, sognepræst Anne Kirstine Langkjer, holdt sin afskedsprædiken i Kolind Kirke.

Siden da har Kolind-Ebdrup-Skarresø været uden fast sognepræst.

For nuværende er det Per Bach, Ugelbølle, der egentlig var gået på pension, som løser opgaven til alles store tilfredshed.

Per Bach er ansat i et vikariat, der udløber 30. november, men der arbejdes på at forlænge ansættelsesperioden. Det forventer Søren Rønde Hansen bliver a walk in the park.

»Vi er superglade for Per, og han trives med os, så mon ikke vi får lov til at beholde ham.«

Deadline, tjahh...

Hvornår præstegårdsprojektet er fuldført, vil formanden ikke givet noget bud på.

»Vi starter jo stort set fra nul igen med et næsten nyt menighedsråd, der først skal sættes ind i tingene. Derfor vil jeg ikke lægge hovedet på blokken og sige noget om, hvornår vi er i mål. Det kan jeg simpelthen ikke,« siger Søren Rønde Hansen.

Kolind-Ebdrup-Skarresø Menighedsråd har fået en byggetilladelse fra Syddjurs Kommune, men om den holder, er et godt spørgsmål, hvis projektet grundet prisændringer m.m. må skaleres ned i forhold til det projekt, der ligger på tegnebrættet og som omfatter både præstegården og konfirmandstuen.

Næste step hedder, at byggeriet skal i udbud. Først herefter får Kolind-Ebdrup-Skarresø Menighedsråd og Provstiudvalget det endelige overblik.

Der er bevilget 8 mio. kroner til byggeriet/renoveringen fra Provstiudvalgets kasse med en skarp opdeling til præstegården og til konfirmandstuen.

Netop den skarpe opdeling af bevillingen er en af årsagerne til, at menighedsråd og provstiudvalg har det som hund og kat, erfarer Lokalavisen.

Det kan et nyt menighedsråd muligvis være med til at lave om på.

Hvis tingene ikke arter sig, kan situationen være den samme om et år, når Kolind-Ebdrup-Skarresø Menighedsråd kan markere, at det så er seks år siden, at man har haft en fast sognepræst i de tre sogne.