Fortsæt til indhold

Anlægsgartner fra Knebel deltager i DR-program

I en ny konkurrence vil DR finde Danmarks stærkeste hænder. Casper Munk Lysgaard fra Knebel er en af deltagerne.

Kultur og byliv
sra

Hver eneste dag smøger flere hundrede tusinde danskere ærmerne op, spænder sikkerhedshjelmen og knokler hårdt for at holde Danmark i gang. De står op før de fleste, og de har de fysisk mest krævende jobs.

I ‘Danmarks stærkeste hænder’ kæmper ti af Danmarks dygtige håndværkere på tværs af faglighed og styrke. På en rejse rundt til steder i Danmark, der er ikoniske for deres erhverv, bliver deltagerne presset helt til grænsen både i hold- og individuelle konkurrencer baseret på forskellige fagområder.

Blandt deltagerne i konkurrencen er 32-årige Casper Munk Lysgaard, der er anlægsgartner og bor i Knebel sammen med sin kone og deres tilsammen fem børn.

Konkurrencerne kræver både mental styrke og udholdenhed men også dedikation og evne til at kunne samarbejde. Til sidst står kun én tilbage som vinder af titlen som ‘Danmarks stærkeste hænder’.

De ti håndværkere kommer alle med vidt forskellige kompetencer og baggrund.

Mik løfter fem tons kufferter hver dag, Maria er flyttemand, Anne fejer skorstene, og Dennis bygger stilladser på en boreplatform. Fælles for alle er, at de vil bevise overfor dem selv, deres kolleger, familie og hele nationen, at de har Danmarks stærkeste hænder og dermed kan vinde pengepræmien på 50.000 kroner.

Til at lede deltagere, seere og fageksperter gennem den højspændte konkurrence og faglige discipliner står vært Mette Bluhme Rick.

Programmet kan ses på DR 1 og på DRTV fra torsdag 27. oktober.