Fortsæt til indhold

Hylder ildsjæle med koncert

Bandet Baal kommer forbi Gellerupscenen i Brabrand, inviteret af foreningen ”Kulturkollektivet”.

Kultur og byliv

Med vanlig sans for at udfordre sig selv – og for at hylde ildsjæle og iværksættere i Danmarks guldkant, har bandet Baal på den kommende tur besluttet sig for at se bort fra landets 10 største byer og i stedet sprede den særlige Baal’ske magi udover en række spillesteder, der fortjener den største respekt for at holde gang i kulturen og præsentere en langt mere mangfoldig side af den danske musikscene end den, der lige fylder primetime TV. Og selvom Gellerupscenen kun ligger få kilometer fra centrum (men dog i udkanten) af landets næststørste by, har Kulturkollektivet altså haft held med at lokke Baal forbi postnummer 8220.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Kulturkollektivet.

Kulturkollektivet er en forening stiftet af tre gode venner, med ambitionen om at genoplive Gellerupscenen som kulturelt samlingspunkt i udkanten af Aarhus. De tre ildsjæle glæder sig til at præsentere et brag af en rockkoncert 16. november klokken 20 og krydser fingre for, at den gamle bygning holder til en solid omgang rock’n’roll. Link til billetterne findes på kulturkollektivet.dk.