Filosof med kometkarriere har for travlt med sig selv – og sit ægteskab

Morten Albæk er en sand mester i at forveksle sin egen psykologi med alle andres. I bog efter bog forsøger han at gøre læserne til kopier af sig selv – uden held.

Måske er forfatteren for svær at leve op til: far til tre, foredragsholder og filosof med karriere i Danske Bank og Vestas, stifter af rådgivningsvirksomheden Voluntas, adjungeret professor på Aalborg Universitet. I en anden og mere retfærdig verden ville han være blevet kardinal, kejser eller profet.

I sin nye bog lokker han med et besnærende tilbud: Du kan blive den, du ønsker at være, hvis bare du bruger din vilje til at erkende, hvem du er, imens du slagter dine omgivelsers falske sandheder og talemåder. Allerede her kommer han faretruende tæt på at dømme det normale forkert og opfatte normer som stavnsbånd, der må løses.

Tiden er inde til et nyt liv

Forfatteren vil ikke bindes, men realisere sig selv. Derfor har han arbejdet sig i hegnet, siden han var ung, men nu er det åbenbart tid til at lave hans liv om. Morten Albæk er kommet til et vendepunkt. Nu gælder det kærligheden – eller noget. Hvor det helt præcist fører ham hen, står uklart. Måske skal han flytte fra sin kone og børn, for »sådan er det med kærligheden, som det er med livet: Det er fyldt med tilfældigheder og dermed uforudsigelighed«.

Glem alt om skæbne, troskab og den eneste ene: »Der er så mange liv, vi mennesker kan leve (…) Måske havde tilfældighederne ledt mig til en anden skæbne og partner i livet. Måske en norsk skiløber med hang til kriminalromaner eller en fynsk tandtekniker med en forkærlighed for vinterbadning. Jeg tror, det er sundt, at vi tillader os selv at overveje, hvilke drejninger vores liv har kunnet – og stadig kan – tage.«

Morten Albæk slår et slag for omstillingsparatheden – og hvem gør snart ikke det? Denne ”kamp” er bogens problem: Du har hørt det hele før – i tidens dameblade, mandeblade, musiktekster, film, valgkampe og den coachingindustri, som forfatteren ellers mener at gøre op med. Porten ind til fremtiden står pivåben, som når det hedder, at »jeg kan blive en anden i fremtiden – endda skifte køn – hvis jeg virkelig vil det«. Som om Morten Albæk overvejer at skifte køn!

Det kendetegnende ved bogens stil og indhold er forfatterens evindelige forsøg på at gøre det banale til livsvisdom. Måske har han simpelthen en funktion på sin pc, hvor banale almindeligheder oversættes til alvorsfulde analyser.

Her burde en redaktør have sagt: Stop dig selv – og i stedet have understøttet de steder i manuskriptet, hvor forfatteren synes at være på sporet af noget, f.eks. når han beskriver vores hang til digital adspredelse og understreger, at den rummer en flugt fra vores konkrete selv i retning af vores designede selv. Eller når han slår ned på den udbredte løgn om, at man skal elske sig selv, før man kan elske andre.

Ægteskab til revurdering

Men det bliver ved antydninger, små hop på stedet og cirkelslutninger. Det skyldes formentlig, at forfatteren lider af kronisk selvoptagelse – og nu også har travlt med at revurdere sit ægteskab i fuld offentlighed. Mød Sara, Morten Albæks ægtefælle:

»I det ene øjeblik står der ganske enkelt en græsk gudinde foran mig. En, der er så smuk og skøn, at det kun kan være blevet til med guddommelig indblanding. I det næste nu står der et kedeligt omrids af selvsamme sjæl og kvindekrop i en positur eller med en udtalelse, der vækker gru eller panderynken.«

Farvel, Sara, og tak for denne gang: »Det gælder både for mig og for Sara, at vi har været hinandens eneste ene, indtil vi ikke længere er det. Lige så sandt som det er, at nogen kan blive ens eneste ene, lige så sandt er det også, at vedkommende kan stoppe med at være det.«

Gad vide, om Sara har det på samme måde?